„Kvindebevægelsen har gjort os mere selvsikre, mere bevidste. Den har også gjort nogle af os mere kedelige. Der opstod en uniform, en bestemt måde at klæde sig på – fløjlsbukser, T-shirt, og når det gik højt, et tørklæde i halsen. Vi blev lidt puritanske.“

Sådan indledte ALT for damerne i marts 1980 en artikel om ligestilling og feminisme, og udtalelsen kom fra to af datidens frontkæmpere i kvindebevægelsen, Suzanne Giese og Susi Frastein. Jeg sidder lidt og fniser over artiklen, som er præcis 30 år gammel. Den virker på mange måder som en anakronisme, for hvilken kvinde i dag sætter lighedstegn mellem påklædning og retten til lige vilkår for mænd og kvinder? I don’t!

“Vi kan sagtens have de høje hæle og den knaldrøde læbestift på – hvis vi har lyst – mens vi slår i bordet og fortæller, at vi skal have lige løn for lige arbejde, men samtidig er der noget stærkt skræmmende over, at vi i dag – i 2010 – stadig føler, at vi har behov for at bringe en artikel om ligestilling og feminisme i anledning af kvindernes kampdag, som i år har 100-års jubilæum. ”

Men kan det virkelig være rigtigt, at den debat aldrig tager ende?
Skal mine døtre også i gang med at rulle stenen op ad den bakke, som hedder ligeløn, kvinder i ledelse og mænd på barselsorlov? Eller skal vi måske slutte fred med os selv og mændene og tage nogle helt andre kampe? Hvad mener du: Skal vi kæmpe videre, eller bare lade stå til? Kom med dit bud her: