"Lykken ligger ikke forenden af slankekuren, hvor du tabte 5 kg. Den ligger lige nu og her"

En selvhadendes dagbog, november 2016

Jeg er stoppet med at læse dameblade. Jeg bliver frustreret og misundelig. Fordi modellerne er tyndere, har længere ben og blankere hår - end mig. Og jeg bliver irriteret over, at det irriterer mig. Men sådan har det faktisk altid været.

Nothing's changed, siden Vogue kom på gaden for 125 år siden. For som Wallis Simpson, som i flere år var én af Vogues såkaldte stilikoner, sagde: "Du kan aldrig blive for rig eller for tynd." Og måske havde hun ret, men i takt med, at jeg selv er blevet ældre, er jeg kommet frem til, at jeg aldrig hverken bliver for rig eller for tynd. NOT even close, Wallis! Og jeg har haft sindssygt svært ved at indrømme det. For lige om lidt ryger de der 5 kilo jo. Lige om lidt taber jeg mig.

Petra med den pæne næse
Jeg er vokset op med et par usynlige briller, som udelukkende lader mig se de slanke mennesker med hvepsetalje og en BMI på 20. I glassene på de briller er det universelle kropsideal en størrelse 'slank'. Og netop de briller minder mig dagligt om, at jeg ikke selv ser sådan ud. Og selvom jeg har forsøgt at tage brillerne af, lægge dem på natbordet for at kunne se verden filterløst og begynde en ny dag uden at være på slankekur, så træder jeg kun lige ud af min hoveddør, før jeg igen udelukkende ser svævende sylfider i skinny-jeans og crop-tops. Som engle sendt fra helvedes flammer kommer de op til mit nabolag for at sætte ild til mit selvværd.

De prøver egentlig at være søde nok. De fortæller mig ofte, at "shit, hvor ser jeg godt ud," mens de roser mit ansigt, mine smukke brune øjne og min perfekte næse. Men drop det nu - jeg tror ikke på jer over en dørtærskel. For modsat USA's præsident Trump er jeg ikke resistent overfor fakta:

Jeg hedder Petra, og jeg er en størrelse 40 - eller måske nærmere 42. Og når I kommer med jeres rosende ord om mig, så svarer stemmen inde i mit hoved:

"Hvis bare den perfekte næse sad på en anden krop med strammere maveskind".

Har I ikke et rigtigt arbejde, bloggere?
Modebloggere pisser mig også af. De kravler helt ind og oversvømmer mit Instagram-feed som om, de var mine bedste veninder. Jeg ved, hvad der ligger i deres dametasker, og jeg ved, hvad de spiser til frokost af nydeligt dekorerede avocado-madder.

Derfor er jeg langsomt begyndt at luge ud i mit Instagram-feed: "Vinteren kommer" i helt ægte Jon Snow-stil. Og den bliver benhård. For jeg er vinteren, og jeg slagter barbarisk alle bloggere og andre irriterende tynde og selviscenesættende typer i mit åsyn. Jeg gider simpelthen bare ikke glo på jer, mens I ødelægger mit selvværd. Sorry.

I er sikkert rigtig venlige i virkeligheden, og I har sikkert også helt almindelige problemer med overtræk og parforhold, men har I ikke et rigtigt arbejde? Altså udover at poste billeder af jeres perfekte tilværelse med det eneste og ubarmhjertige formål at få kvinder som mig til at tænke: "Fuck, mit liv og spejlbilledet sutter virkelig røv".

Festoutfittet dræber glæden
Når jeg læser alt det her, så undrer det mig faktisk, at jeg i virkeligheden ikke er mere bitter og sur. For jeg er egentlig en glad nok person, som ofte har det megasjovt med mine venner og dagligt får min omgangskreds til at grine.

Men der sker ligesom noget inde i mit hoved, når jeg tænker på, hvordan jeg ser ud eller hvilket outfit, jeg skal have på til næste fest. For så kommer den der stemme, der piller mig helt ned og ofte overdøver alt det sjove og dræber glæden.

Petra elsker sig selv, April 2017

Og derfor måtte der ske noget! For det er ærgerligt, at vi allesammen spilder vores energi på en evig jagt efter en uopnåelig buksestørrelse - i stedet for bare at være ægte glade for den størrelse 42, der står på mærket.

Og netop derfor besluttede jeg mig for at lave et program om, hvordan jeg selv kunne komme til at holde mere af mit eget udseende. Mere af mit liv. Og mere af mig selv.

Jeg bestemte mig for, at jeg ville være ærlig og sårbar, og så ville jeg afprøve alt fra danseterapi til fedtfrysning, mens jeg arbejdede med mig selv og mit selvhad.

Og nu er der så gået tre måneder, siden jeg var irriteret og frustreret helt ind i kernen. Tre måneder siden jeg bestemte, at det skulle være slut med at være mavesur og slut med at være ked af mine deller. I stedet ville jeg lære at bruge mit liv på at nyde, at jeg er et heldigt menneske, der ser helt ok-flot ud og har familie, venner og en dejlig kæreste.

Og selvom jeg hverken har tabt 10 kilo eller trænet mig til en fitnesskrop, så har jeg med et kvalmende ord været på en terapeutisk rejse, hvor jeg har fundet frem til, at min krop egentlig er helt fin, som den er.

Jeg kommer nok aldrig til at elske min krop sådan 100 procent betingelsesløst, men jeg har lært at bruge mindre energi på at tænke grimme tanker om den.