Du kender sikkert scenariet; I har haft gæster til en hurtig hverdagsmiddag og køkkenet roder pænt meget. Det er tirsdag aften, og der er også en dag i morgen. Så du må hellere se at få ryddet køkkenet, så der er plads til at smøre madpakker. Og jo, der skal også lige smides en vask over med den mindstes gymnastiktøj… Så du går i gang… Fra en ende af… Og det gør din mand selvfølgelig også… Han skal bare lige tjekke noget på tekst-tv/nettet/i garagen… Og så lige sidde ned et øjeblik… og slappe lidt af inden han går i gang…

Martyrminen eller sofaen?
Hvad gør du? Tænker, nå ja, det ville da være dejligt at slappe lidt af oven på en lang dag, eller fortsætter du (en anelse fnysende) med at rydde køkkenet og skramle demonstrativt med madkasser og opvask?

De fleste af os ville nok få smurt de åndssvage madpakker, sat vasketøjet over, for så bagefter at dumpe ned i sofaen med en rimelig mut mine ved siden af manden, der stadig er ved at tjekke stillingen i Bundeligaen på tekst-tv.. Men hvorfor egentlig?

“Hvorfor smider du dig ikke på sofaen, og ser hvad der sker? Kunne vi kvinder ikke lære lidt af vores mænd og slappe af, i stedet for at knokle rundt med martyrminen intakt og brokke os over, hvor LIDT tid vi har til os selv?”