Charlotte fik anoreksi: Aftensmaden blev skiftet ud med corn flakes
Hvad der skulle have været enny, sund livsstil blev til en spiseforstyrrelse.
- Jeg kan huske, at Kellogg's Special K med kun én procent fedt blev min morgenmad. Jeg kan huske, at Kellogg's godt kunne udgøre et aftensmåltid... Det var jo nemt og hurtigt at lave, skriver Charlotte Viby, 43, i den selvbiografiske bog "Mit tynde liv".
Charlotte begyndte efter et brud med en kæreste at fokusere på kost og træning, men det, der skulle have været en ny, sund livsstil blev starten på en kamp mod spiseforstyrrelsen anoreksi. Fra at veje omkring 52 kg, svandt 27-årige Charlottes 157 cm høje krop ind til at veje ca. 36 kg. ALTfordamerne.dk har fået lov til at dele et uddrag fra bogen, der udkommer 30. oktober.
Uddrag fra "Mit tynde liv"
Nu havde jeg for alvor taget hul på lev-sundt-tilværelsen, mente jeg. Jeg var aktiv, og det var det, der betød noget. Jeg kunne aktivere mig selv med sport, og en ny verden havde åbnet sig for mig. En verden, som stod på træning tre gange om ugen. Det var ikke altid, at jeg gad, men jeg vidste jo godt, at jeg ville få det pragtfuldt efterfølgende, og jeg beviste over for min omverden, at jeg var kommet ovenpå efter bruddet med Anders med et aktivt liv, noget at gå til og kontrol med mit liv igen. En kontrol, som senere skulle vise sig at tage fuldstændigt overhånd til det sygelige. Men det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Jeg var bare glad for min nye tilværelse. Jeg gik sammen med en veninde, og vi havde tilmeldt os mave-balde-lår-holdet. Det var hårdt – men effektivt. Jeg havde tabt mig en del efter bruddet med Anders, men nu begyndte kroppen at fordele fedtet. Jeg følte for første gang i mit liv, at jeg kunne vise mig med stramt tøj. Vise min numse, der var blevet trimmet, vise mine hofter, der var blevet mindre, og ikke mindst vise min mave, der ikke struttede som tidligere. Jeg følte mig attraktiv og flot. Jeg spiste stadig 'normalt', men var bare begyndt at spise lidt sundere. Tænke lidt over, hvad jeg puttede i munden. Det hørte sig med til min nye livsstil om at leve sundere, bekymre mig om mig selv, og hvad jeg ville. Mit liv havde forandret sig, min tilværelse var ændret, og jeg selv mente, at det var til det bedre. Ingen modsagde mig. Jeg kan ikke præcist sige, hvornår det hele begyndte. Det begyndte som en 'redning' for mig, men meget langsomt tog redningen fart og blev mere og mere alvorlig. Hvor jeg begyndte at dyrke sport, fordi det stadig var sjovt og aktiverende for mig, endte kontrollen med at tage styringen over mit liv. Jeg skulle træne, jeg skulle spise sundt, jeg skulle være veltrænet. Jeg holdt op med at dyrke mave-balde-lår, da jeg havde fået kronisk ondt i knæet. Men jeg ville ikke give slip på fitness-livet. Så jeg begyndte i stedet at bruge maskinerne i fitnesslokalet. Jeg havde fået lagt et program, der skånede knæet, og det betød, at jeg trænede cirka 50 minutter på en kondicykel og derefter cirka en time på forskellige maskiner. Og så lige 100 mavebøjninger som afslutning. Når jeg sad på kondicyklen, var jeg glad. Jeg kunne se tallene med forbrug af kalorier stige og følte en stor tilfredshed. Belønningen bestod i efterfølgende at tage over i Frederiksberg Centret og købe noget tøj. Stramt tøj i størrelse 36 og nogle gange i størrelse 34.
Sommeren var på vej, og jeg var kommet langt efter bruddet med Anders. Jeg så godt ud, syntes jeg ... Det måtte jeg jo også gøre efter al den træning. Mit liv var så småt begyndt kun at dreje sig om træningen, hvad jeg spiste og endnu en gang træning. Men stadig havde jeg følelsen af, at så længe jeg trænede, kunne jeg jo også tilsvarende spise. Hvornår denne kobling knækkede, og det ikke mere var ensbetydende med at spise, når man trænede, ved jeg ikke præcist. Men jeg kan huske, at remouladen til fiskefileten blev sorteret fra. Det var jo heller ikke nødvendigt. Jeg kan huske, at dressingen på salaten blev valgt fra. Man kunne jo heller ikke smage forskel. Jeg kan huske, at rosiner blev en daglig snack, for det var jo ikke usundt. Jeg kan huske, at kød blev ligegyldigt i maden, for det var også så besværligt. Jeg kan huske, at popcorn blev mere fedende, og saltstænger var sundere. Jeg kan huske, at frugt blev en hverdagsspise. Jeg kan huske, at marmelade blev bedre end ost. Jeg kan huske, at frugt kunne indtages flere gange om dagen for at klare sulten. Jeg kan huske, at Kellogg's Special K med kun én procent fedt blev min morgenmad. Jeg kan huske, at Kellogg's godt kunne udgøre et aftensmåltid ... Det var jo nemt og hurtigt at lave. Men jeg kan ikke huske, hvornår det hele begyndte. Det var en langsom proces, en snebold, der var ved at tage fart, en bombe, der var blevet antændt, en lavine, der rullede. Jeg var begyndt at veje mig næsten hver dag. Almindeligt tjek på vægten uden at gå i panik over at have taget 600 gram på i løbet af dagen. Men hvad var det så lige, jeg havde spist – sagde stemmen til mig inde i hovedet. Min stemme var taget til. Faktisk var der to stemmer inde i mit hoved. Den ene sagde, at jeg godt kunne spise en Magnum. Jeg kunne jo bare træne dagen efter. Den anden stemme sagde nej. Hvorfor spise en Magnum og efterfølgende skulle træne den væk? I stedet for at spise noget sundt og ikke skulle døje med samvittigheden. Begge stemmer vandt. Jeg tog en mindre fedende is, og alle var glade.
Læs videre på næste side...
LÆS OGSÅ: Italiensk Vogue bekæmper anoreksi
LÆS OGSÅ: Dansk tv-vært: Jeg led af bulimi i 17 år
LÆS OGSÅ: Anoreksi-fotos truer piger i risikogruppeJeg kan huske, at jeg var i sommerhus med mine forældre cirka et halvt år efter bruddet med Anders. Det var sommer, og vi skulle have grillmad. Jeg kan huske, at det irriterede mig, at der var al den mad. Jeg tog noget ekstra salat og kunne godt nøjes med en enkelt grillpølse. Pølser var jo ikke ligefrem sunde. Min far sagde engang, hvor de var ovre at besøge mig, at det var pænt, at jeg havde tabt mig. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til den bemærkning. Jeg var glad for den – men bange for konsekvenserne af den. Jeg skulle bare vise dem, at jeg kunne tabe mig endnu mere. Blive endnu pænere. Jeg havde købt ind til frokost og havde deriblandt også sundt pålæg på bordet. Alle spiste af leverpostejen fra Stryhns, men ingen så, at jeg sprang den over. At jeg delte osten på morgenbrødet over i to dele – én halvdel på hver halvdel af brødet. I august måned fik jeg en kæreste. Og han kommenterede min smukke og velskabte krop, men han havde jo heller ikke set den anderledes. Det var min hemmelighed. Det var også min hemmelighed, at jeg var begyndt at tænke meget over, hvad jeg spiste, og hvor meget jeg trænede. Jeg var dog begyndt at blive træt af fitness-livet. Jeg orkede det ikke mere, og det var blevet mere og mere en pligt for mig end en fornøjelse. Så jeg var begyndt at løbe. Løbe tre gange om ugen i cirka 45 minutter. Efteråret var godt nok begyndt, men nu var det altså løb, der stod på programmet. Jeg var stolt over at kunne løbe så langt og kunne gøre det tre gange om ugen. Jeg havde ellers aldrig brudt mig om at løbe, men nu var det blevet mit liv at løbe tre gange om ugen. Det var befriende ikke at skulle booke hold, komme ned i træningslokalet og se på de samme mennesker, træde i pedalerne på den samme kondicykel og indånde den svedige lugt fra mennesker, der kæmper en kamp mod deres kroppe. Jeg savnede bestemt ikke fitness-livet – nej, nu var det løb, der var livet for mig. Specielt var jeg ovenud tilfreds, når løbeturen var slut, jeg havde været i bad og indtog min salat med pitabrød uden dressing. På løbeturene havde jeg også rig lejlighed til at tænke over, hvad jeg skulle spise til aftensmad. Jeg kunne vælge mellem ris, tomatsovs og måske noget brød eller grøntsager til. Eller en gang imellem spaghetti med tomatsovs. Eller en gang imellem Kellogg's special K med skummetmælk. Eller hvis jeg var rigtig god, kunne jeg nøjes med noget frugt. Sådan tænkte jeg hele løbeturen igennem, og når jeg kom hjem, vidste jeg præcis, hvad jeg skulle have at spise til aftensmad. Hvad, jeg spiste, havde for alvor sat sit præg på min tilværelse, og tanker omkring spisning kunne allerede begynde om morgenen, og så kunne jeg tænke på det hele dagen igennem. Kontrol, tryghed, styring, angst, frygt – jeg tænkte ikke sådan på det. Jeg var jo bare et sundt menneske, der levede sundt og dyrkede noget motion. Og hvad var der for resten galt i at gå bare en smule op i sit udseende og sin vægt? Man skulle jo være attraktiv på single-markedet.
At der var kommet en kæreste ind i mit liv ødelagde min måde at spise på en smule. Jeg var dog heldig med, at han tilfældigvis lavede meget sundt mad og også selv gik op i sin krop med fitness-træning nogle gange om ugen. Jeg kan huske, at når han lavede mad til os, fulgte jeg godt med ude i køkkenet. Han behøvede jo ikke putte så meget dressing på min salat – eller at stege kødet i en masse olie – eller at give mig to stykker ost på min bolle. Men jeg spiste og havde stadig træningen som redning, hvis jeg alligevel var kommet til at tage det irriterende chokolade til dessert. Træning skulle der til, og han syntes, at jeg var flittig med min løbetræning og havde en smuk krop.
"Mit tynde liv" udkommer 30. oktober og kan købes her.
Læs videre på næste side...
LÆS OGSÅ: Italiensk Vogue bekæmper anoreksi
LÆS OGSÅ: Dansk tv-vært: Jeg led af bulimi i 17 år
LÆS OGSÅ: Anoreksi-fotos truer piger i risikogruppeDet vidste jeg ikke om anoreksi
At der er mange fordomme omkring anoreksi, fandt Chalotte Viby ud af, da hun i en alder af 27 år selv blev ramt at sygdommen. Her er, hvad hun ikke vidste om anoreksi – før hun selv blev syg.
1. Anoreksi handler ikke om mad
- De fleste tror, at anoreksi handler om mad. Men det gør det ikke. Mad er bare midlet til at bekæmpe kroppen. Og kroppen er bare hylstret, der rummer dine tanker. Tanker, der fører til handlinger, og handlinger, der giver kontrol og tryghed. Anoreksi handler om tanker, kontrol og tryghed, som jeg skriver i min bog. Helbredelse til anoreksi handler ikke om at få spist noget mad. Det handler mere om at få styr på dine tanker. At få de onde tanker gjort til gode tanker. At få lyst til livet igen. Og det sker ikke bare ved at få nogle flere kilo på kroppen. Det psykiske skal følge mindst lige så meget med som det fysiske.
2. Anoreksi er ikke mediernes skyld
- Jeg kan selvfølgelig ikke tale på alle unge pigers vegne, når jeg siger, at det bestemt ikke er min opfattelse – at det er mediernes skyld. Men jeg kan tage udgangspunkt i mig selv og de kvinder, jeg kender med anoreksi og sige, at det ikke er en sygdom, der udspringer af at se tynde modeller i bladene. Som andre lignende psykiske sygdomme tror jeg, at det handler om at have ondt i livet. Og ondt i livet er ikke kommet på grund af medierne. Det handler mere om, at når det gør så ondt indeni, så må det også gøre ondt udenpå.
3. Anoreksi rammer ikke kun teenagere
- Der er mange unge piger, der bliver ramt af anoreksi. Men med til statistikken hører også kvinder oppe i alderen og drenge og mænd. At det er en teenagepige-sygdom er meget forkert. Og så tror jeg desværre også, at der er en del kvinder i min alder, der lever videre med mén efter teenageårenes spiseforstyrrelser. Det er under kontrol, men stadig er deres selvværd og kropsopfattelse flosset. Som min veninde engang sagde til mig: - Har alle kvinder ikke en eller anden form for spiseforstyrrelse?
Anoreksi rammer ikke de svage. Eller dem der går meget op i sig selv og deres krop. Eller dem der i forvejen har et kompleks. Anoreksi kan ramme alle. Og at jeg blev ramt lå ikke i kortene, hvis du spørger mig. Jeg dyrkede næsten ikke noget motion. Jeg spiste fuldstændigt, hvad jeg havde lyst til. Jeg havde stort set ikke været på en eneste slankekur i hele mit liv. Jeg var generel en meget glad og sund kvinde og pludselig – så blev jeg ramt.
4. Anoreksi stjælder dit sociale liv
- Da jeg talte med min forelægger og spurgte ham, hvad han var mest forundret over ved sygdommen anoreksi, svarede han: - At det går ud over ens sociale liv.
Isolationen og ensomheden der følger med sygdommen er efter min opfattelse det værste ved sygdommen. For at forstå det, plejer jeg at sammenligne anoreksi men en depression, der har sat sig på den del af hjernen, hvor alt det sjove, det impulsive, det frie, det anderledes og det ukontrollerede udspringer. Den sørger for, at du er ensom. Den fordrejer din hjerne og gør, at du har svært ved at koncentrere dig. Og på grund af skam over sygdommen, bruger du alt din energi på at dække over den. Når andre har det sjovt, ser du tydeligst din sygdom, og derfor vælger du at isolere dig fra andre.
5. Anoreksi er et tabu
- Da jeg fik anoreksi, vejede mindst og havde det dårligst, var der ingen, der spurgte mig, om jeg var syg. Bevares, mine allernærmeste gjorde – men så var det også det. Jeg var på en arbejdsplads med over 350 mennesker. Jeg var til familiesammenkomster. Jeg var til fester. Jeg trænede i fitness-centre. Men der var ikke én eneste, der på min vej spurgte, om jeg var okay. Havde jeg haft brækket en arm, ville alle have spurgt mig. Jeg ved godt, at det kan være svært at sige til en anoreksi-ramt: - Hey. Du er godt nok blevet tynd.
Eller: - Har du ikke brug for hjælp?
Men når man er allermest syg, så er det summen af alle bemærkninger, der er med til at få én på rette vej og tænke tanker om helbredelse. Det er ikke fortielse.
LÆS OGSÅ: Italiensk Vogue bekæmper anoreksi