Krimiforfatteren Anna Grue fortæller her om sin nye bog ”Italiensvej”

‒ "Italiensvej" handler om håndens arbejde og om to kvinder i 1958. Den ene er husbestyrerinde og vanvittig god til at lave mad, passe køkkenhave og tage sig af børn. Den anden lever af sin krop på en anden måde. Hun er en natklubservitrice, der bliver fotomodel. Ingen af kvinderne har en uddannelse ud over 7. klasse, men de har begge to det, jeg vil kalde en karriere. De er tilfredse med deres liv. De er velbegavede. Og hele bogen er en stor kærlighedserklæring til det, man kalder håndens arbejde.

LÆS OGSÅ: Tv-stjernes seksuelle søsterlege vækker forargelse

‒ Jeg elsker selv alt, hvad der har med håndens arbejde at gøre, og jeg er langt mere håndværker end noget som helst andet. Husbestyrerinden er en italiensk kvinde, fordi jeg synes, det var så sjovt at forestille sig, hvordan en italiener ville have reageret på at komme til arbejderbyen Amager på et tidspunkt, hvor man hverken kunne få hvidløg eller olivenolie i forretningerne. Og hvor folk simpelthen ikke havde hørt om spaghetti. Hun skal vise sin kærlighed på den måde, hun har lært, nemlig ved at servere god mad for familien, og det skal hun gøre et sted, hvor hun ikke kan få de råvarer, hun kender. Den idé havde jeg samtidig med, at jeg gik rundt og luftede hunde ude i Italiensvej-kvarteret på Amager, hvor jeg boede før. Jeg gik og kiggede på alle de italienske vejnavne og syntes, det var så sjovt, for er der noget, det kvarter ikke minder om, så er det Italien.

‒ Bogen er en kærlighedsroman. Men kærlighed er jo mange ting. Og den her bog handler lige så meget om kærligheden mellem to veninder og mellem mor og barn, som den handler om kærligheden mellem mand og kvinde. Jeg har jo skrevet en serie af krimier, men mine krimier er faktisk ikke særlig krimiagtige. Jeg har altid været mest optaget af relationer og af, hvad folk går og siger til hinanden. Hvordan de får deres ægteskaber til at fungere? Og hvordan det kan være en sorg, når børnene flytter hjemmefra? Det er jeg meget mere optaget af end krimigåden. Når jeg alligevel skriver krimier, er det fordi jeg godt kan lide puslespillet. Det er egentlig ikke fordi, kriminalitet interesserer mig. Overhovedet. Jeg læser stort set ikke den slags i avisen. Jeg kan godt lide at læse krimier, fordi jeg godt kan lide præmissen om, at det er en leg mellem læseren og forfatteren.

LÆS OGSÅ: Breivik-forfattere: Han forsvarede iskoldt mordene

‒ De bedste krimier, efter min mening, er sådan noget som Kate Atkinson eller P.D. James, hvor relationerne og de menneskelige portrætter fylder mindst lige så meget som opklaringsarbejdet. Og derfor synes jeg ikke, at der er et særlig stort spring til min nye bog. Jeg har i virkeligheden bare skrevet en bog om noget, jeg har været optaget af, og så har jeg bare fjernet krimielementet fra den. Jeg har placeret handlingen i 1958, fordi hele det tema med at passe børn og lave mad var i skred på det tidspunkt. Måske var det i virkeligheden den sidste generation, der lagde en vis stolthed i at være husmoder.

‒ Der er selvfølgelig nogle af mine faste læsere, der er skuffede over, at det ikke er en Dan Sommerdahl krimi, der kommer. Men jeg tror faktisk, at jeg er ved at få dem overbevist om, at den nye bog er et forsøg værd. Den er grundlæggende spændende, det kan jeg jo slet ikke lade være med.



Politikkens forlag, 300 kr. Udkommer den 28. maj 2015.


LÆS OGSÅ: Her er årets 15 bedste bøger

LÆS OGSÅ: Suzanne Brøggers eget liv er vildere end hendes bøger

LÆS OGSÅ: Helle Helles nye roman får anmelderen op at ringe