"Stor forfatter, store armbevægelser og glimrende drama"
SPONSORERET indhold

"Stor forfatter, store armbevægelser og glimrende drama"

Den nye roman af Jonathan Franzén skuffer i hvert fald ikke ugens anmelder.

Af:: Amrit Maria Pal, Katrine Nadia Jørgensen og Anna Pia Holmgaard
07. nov. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Familiekatastrofer
"Brudzone" Af Jonathan Franzén
Gyldendal, 544 sider, 349 kr.


Jonathan Franzén er en af de samtidsforfattere, der skildrer familier i opbrud bedst. Gyldendal udgiver nu hans roste, men en smule læser-oversete roman fra 1993, "Brudzone", der handler om naturkatastrofer – i naturen såvel som i familien. Louis Holland kommer til Boston med sin familie, som har sine indbyggede skævheder. De accelerer, da bedstemoren dør i et af de uforklarlige jordskælv i byen – ikke mindst fordi hun efterlader sig en masse penge, der er placeret i et firma, der bruger den omdiskuterede energiudvindingsteknik, fracking. Franzén kombinerer katastroferne og overgrebene på naturens indre med arvestriden, der splitter familien, og sideløbende med ødelæggelserne skildrer han Louis' forelskelse i den kvikke seismolog Renée. Stor forfatter, store armbevægelser og glimrende drama. ap



Dine, mine, vores
"Lykkelige familier" Af Christina Hesselholdt
Rosinante, 216 sider, 199.95 kr.


Hvis du lever i en skilsmissefamilie, kender du sikkert alt til både de kvaler og den massive kærlighed, der følger med. I "Lykkelige familier" undersøger Christina Hesselholdt, om den sammenbragte familie kan finde lykken igen. Bogens mandlige hovedperson lever i en familie med to sammenbragte børn. Da hans ældste barn skal nonfirmeres, satser familien alt og fejrer begivenheden ved at invitere både tidligere og nuværende familiemedlemmer. Lykken bliver sat på prøve, og det bliver smukt og trist på samme tid. Jeg er begejstret for Hesselholdt, der også denne gang formår at skildre det moderne og opbrudte familieliv nænsomt og troværdigt. knj



Historien om en mor
"Jeg har et tæppe i tusind faver" Af Anne B. Ragde
Rosinante, 256 sider, 299,95 kr.


Den norske succesforfatter Anne B. Ragde er tilbage. I vanlig storform. Og hun skriver, så jeg hungrende bliver hængende – denne gang om sin mor. En original mor, der bager vafler til bz'ere og blaffer til Istanbul. En mor, der svigtede – men som blev ved med at prøve. Og som har en datter, der er blevet stærk og nuanceret af opvæksten og ikke er bange for at huske det gode. Ragde har vævet et sammensat, smukt og farverigt vidnesbyrd på et levet liv med moren, hvis sygdom og død er omdrejningspunktet. Historien står smukt uforløst tilbage, for bliver man nogensinde færdig med at miste sin mor? amp


LÆS OGSÅ: "Du vil have svært ved at lægge den fra dig igen"