Boganmeldelser
SPONSORERET indhold

6 stjerner: "En utroligt smuk og stemningsmættet lille bog"

Der er 5 stjerner til en af ugens bøger. Læs boganmeldelserne her.

Af:: Katrine Nadia Jørgensen, Amrit Maria Pal og Anna Pia Holmgaard Foto: PR.
10. okt. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Grønlands gode havn
"Godhavn"

Af Iben Mondrup
Gyldendal, 272 sider, 279,95 kr.

"Godhavn" er en utroligt smuk og stemningsmættet lille bog om livet langs den grønlandske vestkyst i en tid, hvor mange danske familier prøvede lykken i nye omgivelser. Vi følger den danske pige Bjørk, der skal starte i skole. Første skoledag varsler samtidig et opbrud med de grønlandske venner, fordi Bjørk skal gå i klasse med byens eneste anden danske tilflytter, Jakob. På et tidspunkt skal Jakob tilbage til moderlandet, og stemningen af opbrud kommer til at gennemsyre hele bogen. Mondrup skriver nøgternt, fordomsfrit og detaljerigt om både død, slædehunde og seksualitet i det lille fangersamfund. knj




Fascinerende psykologisk eksperiment
"Nultid"
Af Juli Zeh
Samleren, 264 sider, 299,95 kr.

Sven har forladt Tyskland og bosat sig som dykkerinstruktør på en ø. Da forfatteren Theo og skuespilleren Jola ankommer for at lære at dykke hos ham, tager et trekantsdrama med vold, løgne og uhyggelig passion fart. Theo og Jola afklæder sig det traditionelle samfundssystem og skaber sammen med Sven et univers, hvor almindelige pejlemærker som tid og sted er annulleret. Dette, sammen med Svens og Jolas modstridende udlægninger af historien, gør, at jeg som læser også må opgive min søgen efter sandheden. Et fantastisk dygtigt og anderledes spundet psykologisk kammerspil. amp




13.000 km i en camper
"Steinbecks spøgelse"
Af Leif Davidsen
Lindhardt & Ringhof, 448 sider, 300 kr.......

En ærkeamerikansk klassiker: Just you, me and the road... Leif Davidsen foretog sin USA-rejse i 2012 sammen med sin kone, Ulla. Romanen er formet som dels en konkret rejseerindring fra den meget lange tur i autocamperen i John Steinbecks kørespor og dels anekdoter og tilbageblik på et langt liv med bøger og mennesker. "Steinbecks Spøgelse" trækker tråde til de litterære inspirationskilder og fortæller om Davidsens personlige udviklingsrejse fra nysgerrig, ung journalist til erfaren fortæller og succesfuld forfatter. Bogen er måske mest for fans, men giver ikke desto mindre både et underholdende og interessant indblik i en forfatters liv og tanker. ap




LÆS OGSÅ: "Michael Katz Krefeld ryster aldrig på hånder, når der skrues op for ondskab"