Klumme: For selvisk til at være curlingmor

Til trods for, at mennesket har opdraget børn i tusindvis af år, lever vi i en tid, hvor fænomenet børneopdragelse, er noget der optager forældre skræmmende meget. Vi hører om tigermødre fra Kina, helikoptermødre fra USA og ikke mindst curlingmødre fra Skandinavien.

Sidstnævnte karakteriseres ved, at de altid står med kosten klar i hånden til at feje det væk, som kan være til hindring for barnets fremgang og succes. Det ses i stigende grad, når børnenes dårlige karakterer får forældrene til at ringe til læreren og klage i steden for at tage snakken med barnet om, at hans/hendes indsats måske bare ikke har været god nok. I andre tilfælde ringer forældrene også ned på teenagerens arbejdsplads og forhandler løn og er problemknuser på barnets vegne.

Ville næsten ønske, jeg var curlingmor
Curlingmødrene er travlt optagede af at læse blade og bøger om, hvordan man er den perfekte mor. De er på fornavn med alle tigerspringene, de ved, hvor man køber økobleerne, og deres børn har aldrig smagt et eneste E-nummer.

Jeg tager mig selv i nogle gange at se op til dem og tænke, at de må have det mest perfekte, bekymringsfrie liv med de gladeste børn. På mange måder lægger de uselvisk sig selv til side for at være alt for ungerne. De har taget uddannelsen først for så at sørge for, at der er tid og rum og penge til drømmebørnenes behov, når de nøje planlagt ankommer fem dage over termin.

Jeg tænker over, hvorfor jeg ikke er en af dem, der har planlagt alt så nøje. Ville det gøre mig lykkeligere, hvis jeg ikke var ung, studerende og mor til to? Ville det gøre mine børn større gavn, hvis jeg havde en sækfuld penge med hjem hver måned til tant og fjas og golftimer? Og hvorfor lever jeg egentlig ikke for mine børns opmærksomhed og knuser alle deres problemer for dem, selvom jeg elsker dem?

For selvisk!
Efter lange overvejelser er jeg nået frem til en konklusion om, at jeg nok ikke er den altofrende, perfekte curlingmor, fordi jeg simpelthen er for selvisk til det! Derefter har jeg gået og tænkt over, hvad det får af konsekvenser for mine børn, at jeg ikke sidder og gransker blade og bøger om, hvad der er bedst for deres ve og vel.

Jovist sætter jeg mig ned og leger med dem; vi bygger huler, tager i badeland og spiser lyserøde slikkepinde spækket med sukker. Men generelt tænker jeg ikke hele tiden over, hvad der er bedst for mine børn på det stadie, hvor de nu befinder sig. Jeg er ikke særlig obs på, hvad min baby må spise og hvornår - hun får bare lov til at smage lidt af det hele. Jeg ser TV og læser aviser, mens de leger selv, og jeg rydder gerne op, mens de er i bad, istedet for at lege med dem.

Drop overvågningen
Når jeg skal slappe af, vil jeg hellere sidde med en god bog, end at bygge togbanen for 5. gang i træk. Hvorfor kan min søn ikke selv bygge sin togbane? Professor Per Schultz Jørgensen har tidligere forklaret, at fænomenet curlingforældre er noget, der opstår i samfund, der er præget af stor fremgang og trivsel, men siden vi de seneste fem år har levet i krisetider, kan det være, at forældrene vågner op og finder ud af, at børnene faktisk både kan handle og tænke selv og ikke skal overvåges hele tiden.

Jeg elsker mine børn inderligt og højt, og jeg ville give min højre arm for deres lykke, men altså ikke den venstre! Jeg kan være nok så meget for mine børn, men hvis jeg ikke engang imellem er noget for mig selv, så mister jeg til sidst al min egen integritet og personlighed. Mit parforhold ville dø hen i skemaer omhandlende lortebleer og hjemmelavet mos samt diskussioner om, hvor højt TV'et må larme efter puttetid.

Hvorfor så Facebook-perfekt?
Hvorfor ikke lære vores børn, at der er andre mennesker i verden end dem, andre lyde, de skal lære at falde i søvn til end bare stilheden? Hvorfor ikke bare angribe manden med våde kys ude på badeværelset, mens ungerne alene ser TV inde ved siden af? Hvorfor skal det hele være så stift og Facebook-perfekt?

Slip tøjlerne og lev en smule, selvom der er børn tilstede. Giv dig selv en daglig pause i eget hjem til at trække vejret i enerum. Lad børnene vente, mens du snakker med andre i telefonen, lad dem skrige på opmærksomhed 30 sekunder længere end ellers, så du kan nå at kysse manden goddag, når han kommer hjem fra arbejde.

Smæk fødderne op
Måske vil vi opleve, at vores børn bliver bedre til at tage hensyn, bliver bedre til at underholde sig selv, bliver mere kreative i deres lege, og at de kommer til at opleve, at mor og far prioriterer hinanden lige så meget, som de prioriterer dem, hvis ikke mere. Hvilken gave ville det ikke være at give sine børn?!

Jeg sender al min respekt ud til de kvinder, der i fejende fart får hele orkestret til at spille, men til jer, der sidder forpustet tilbage med trætheden og den manglende evne til at gøre det hele efter bogen, siger jeg, omfavn jer selv! I trænger til det. Smæk fødderne op på bordet, vær stolte over, at I giver plads til jer selv i jeres eget liv. Det vil ikke bare gavne jer, men på sigt nok også jeres børn.

LÆS OGSÅ: Du er dit barn største udfordring