Astrid Krag: "Jeg hilser kærligt på nullermændene"

Jeg tager mig stadigvæk i det indimellem. Når vi skal have gæster. Så farer jeg rundt,
vrisser af mand og børn, mens jeg febrilsk prøver at rette lidt op på de værste mangler ved et hjem, der er præget af en travl hverdag med den velkendte cocktail af arbejdsliv, husholdning og familie med små børn. Men det er blevet sjældnere. Og enten stopper jeg mig selv, eller også kan et enkelt blik fra min mand minde mig om den beslutning, vi mange gange har truffet: at droppe drømmen om det perfekte, ordentlige, rene, nydelige, pæne liv og i stedet omfavne en hverdag med passion og fuld fart på arbejdslivet og så meget kærlighed og nærhed i familielivet som muligt. Det betyder også, at jeg har skullet lære at elske nullermændene i hjørnerne og spindelvævene i lysekronen. Smile til bunken af vasketøj, der i perioder minder mere om en egentlig bjergformation, der flyttes op og ned fra dobbeltsengen i tak med døgnets gang. Og leve med, at børnene nogle dage mest af alt ligner en Vivienne Westwood-kreation på speed, fordi det ikke er muligt at opdrive to strømper, der passer sammen, for ikke at tale om farvekoordination af bluse, kjole, strømpebukser og bukser (...og ja, når man er 3 år og selv finder tøj, så kan man ende med at have alle ovennævnte beklædningsgenstande på i børnehave en gang imellem...).

Og det lykkes mig heldigvis for det meste. Når jeg en sen aften går i seng med tallerknerne fra aftensmaden tronende på spisebordet og badekarret fyldt med rent vasketøj, der burde være lagt på plads i stedet for (igen) at ende der, fordi min mand og jeg har prioriteret at bruge aftenen sammen – ja, så kigger jeg på mit rod og ser det som udtryk for, at jeg har prioriteret det vigtigste. Når weekenden bruges på at cykle ud i det blå med ungerne, mens haven flyder med visne blade og ting til genbrugsstationen, ja, så ved jeg, at jeg vil tænke tilbage på vores ture på stranden med glæde, når ungerne bliver teenage-sure og ikke længere synes, deres mor er den klogeste i verden. Og bladene og storskraldet – ja, det er der jo (desværre) stadig, når vi kommer hjem.

LÆS OGSÅ: Har fædre også dårlig samvittighed?

Men det kræver, at jeg vedvarende bekræfter beslutningen over for mig selv. Og at jeg insisterer på at stoppe sammenligningshysteriet, der rider mange kvinder som en mare. Og at jeg sætter den dårlige samvittighed på porten og afviser at lade tankerne kredse bekymret om, at andre kvinder skal give mig dét prædikat, der vel er mareridtet for enhver kvinde, der har sat unger i verden: at jeg nok er en dårlig mor.

Ingen DIY-mor
Jeg har tilbagefald, hvor jeg falder i svime over lækre hjem på instagram, mens legoklodser og Monster High-dukker håner mig fra alle ender og kanter af stuegulvet. Hvor jeg sukker efter at være sådan en mor, som producerer lækre DIY-løsninger til ungernes velorganiserede og gennemtænkte værelser. Drømmer om at være sådan en, der kan trylle lækre retter frem i køkkenet, når vennerne kommer forbi. Men altså: Jeg har valgt, at de der ting, dem kommer der (måske) tid til en anden gang i livet. Lige nu er jeg så heldig at jeg har et arbejdsliv, der samtidig er min store passion. For min mand gør det samme sig gældende. Derfor bakker vi hinanden op i, at det skal der være plads til i vores liv. Og både hvervet som politiker og rapper trækker mange timer, når der er kul på.

LÆS OGSÅ: Derfor skal du huske at fortælle dine børn om dit liv

Vi er også enige om, at vores børn er de vigtigste mennesker i verden. Vi knuselsker dem og vil gøre alt for, at de er lykkelige og glade. Men hvis det skal gå op – og ikke ende med stress eller en konstant følelse af ikke at slå til nogen steder – ja, så kræver det, at man tør se i øjnene, at der er nogle andre ting, der ikke kan lade sig gøre. Derfor har vi valgt at elske den gamle opvask (man kan udvikle de mest utrolige kompetencer i at stable gryder, tallerkner, bestik og glas på stadig mindre plads), tage det rene tøj på direkte fra badekarret (så er det tip hermed givet videre) og hilse kærligt på nullermændene, når de titter frem. Og i stedet for at se det som ting, vi ikke har nået, som vi burde have gjort noget ved, som skæmmer det perfekte – ja, så ser vi det som et udtryk for de valg, vi har truffet om det gode liv i vores familie. Hvor der skal være plads til stort engagement og passion i vores arbejdsliv – og stor kærlighed og nærvær i familielivet.

Vil du kommentere dette debatindlæg, så gå ind på ALTfordamerne.dk/debat, og skriv din kommentar nederst på siden. Vil du skrive et nyt debatindlæg til disse sider? Send det til Kathe Japp på japp@altfordamerne.dk, og skriv "Debat" i emnefeltet. Indlægget skal fylde cirka 900 ord.

LÆS OGSÅ: 10 trin til en glad baby uden mors bryst

LÆS OGSÅ: Fotoreportage: En fødsels billede for billede

LÆS OGSÅ: På ferie med den sammenbragte familie