"Det var ikke helt normalt at være enlig far"

ENLIG FAR
"Det var ikke helt normalt at være enlig far"
Da Karl-Otto blev enlig far efter en skilsmisse, bosatte han sig i et hus midt i en lille by med mange familier. Og følte, at han havde "ENLIG FAR" fastklistret på postkassen.

Karl-Otto Sandvik, 52 år, mandecoach
Far til Joakim, 20. Bor i en lejlighed i Aalborg med Joakim.

− I starten skulle jeg lige lære at være alene med en seksårig dreng, for jeg skulle pludselig både være den hårde og den bløde i hans opvækst. Selvom jeg var en mand, var jeg nødt til at være moderlig, for han skulle også puttes og have læst godnathistorier. Jeg vidste ikke, hvornår jeg skulle være trøstende og medfølende, og hvornår jeg skulle være bestemt, og dengang kendte jeg ingen enlige fædre, jeg kunne spejle mig i.

− Efter skilsmissen flyttede Joakim og jeg ud i en lille landsby uden for Aalborg fyldt med børnefamilier. Jeg følte mig udenfor i den her familieidyl, selvom vi også var en børnefamilie. Jeg var alene, og det var ikke normalt at være alene-FAR. Alle spurgte, hvorfor Joakim ikke var hos sin mor.

− Det var et nederlag, at jeg ikke kunne være manden i en familie og få den til at køre. I landsbyen havde jeg hele tiden den kasket på: "Karl-Otto? – nå ja, det er jo ham, der er enlig far!" Jeg forstod aldrig at begå mig i det samfund, og det gjorde, at jeg isolerede mig.

− Jeg har altid troet, at min familie skulle tælle mor, far og børn, og vi skulle bo i et hus og snakke over hækken. Derfor blev jeg ked af at se på de andre familier, når jeg kiggede ind ad vinduer med stearinlys i vindueskarmene, og tænkte, at de havde noget, jeg ikke havde. Men der var jo ikke nogen, der var lykkelige, som jeg troede, de var.

− For nogle måneder siden flyttede Joakim og jeg til Aalborg. Det skulle vi have gjort for længe siden, for der er meget mere plads til forskelligheder i byen. I dag synes jeg, det er fedt at være enlig far. Nu er Joakim så selvkørende, at jeg mest er hans sparringspartner, men vi er blevet en meget social familie. Joakim er selvstændig og velfungerende, og jeg har udviklet mig utroligt meget i de år, jeg har haft ham. Det, synes jeg, er en succes.



EKSPERT: "Vi lever anderledes, fordi vi kan"
Ifølge Danmarks statistik findes der 37 forskellige måder at være børnefamilie på. De 37 dækker over alle tænkelige former for familier med fælles børn, sammenbragte børn og særbærn. Det betyder dog ikke, at kernefamilien er en truet art. Det mest hyppige er stadig et forældrepar med fælles børn. Ifølge Agnete Braad, idehistoriker med speciale i kernefamiliens historie, lever vi også i strukturen af en kernefamilie, det er kun indholdet og vores måde at være sammen på, der har forandret sig.

– Den kernefamilie, vi ofte ophøjer som "den rigtige" kan groft sagt tilskrives perioden fra 1750-1950. Men strukturen lever endnu, for vi indretter os i en kernefamiliestruktur med børn og voksne i et eller andet omfang inden for rammerne af omsorg og autoritet. I dag kan en børnefamilie også bestå af eksempelvis papfædre og lesbiske forældre, og det er strukturelt set også en kernefamilie.

De nye ændringer i familiestrukturerne sker efter 1950 i takt med, at samfundet ændrer form. I dag er der fri sex, kvinder er på arbejdsmarkedet og er uafhængige af deres mænd, og det er blevet lettere at blive skilt eller at være regnbuefamilie. De nye familieformer opstår, fordi vi kan. Men der er ikke noget nyt i, at vi indretter os efter samfundets forandringer.

– Da man var i marken, var børnene med, da man ikke skulle i marken længere, var mor hjemme for at passe børnene, og da mor kom på arbejdsmarkedet, udliciterede man omsorgsrollen til institutioner. Vi har altid fulgt samfundsændringerne. Det, der er nyt, er, at vi fastholder en romantisk forestilling om en korrekt samværsform, selvom den kun fandtes i en periode på cirka 200 år.

Den romantiske forestilling om kernefamilien er ifølge Agnete Braad stadig et ideal, vi søger, i dag. Vi stiler efter kærlighed, samvær og nærhed. Men blandt andet på grund af pres på arbejdsmarkedet, indretter vi os forskelligt, og det er ikke længere tabubelagt at leve "anderledes".

– Det er ikke skamfuldt, hvis man eksempelvis har to mødre, to hjem, eller man kun har en far eller en mor, fordi vi alle lever så forskelligt i dag. Det betyder ufatteligt meget, at det socialt set
er blevet acceptabelt ikke at være far mor og børn.

Idehistoriker Agnete Braad lever selv i en sammenbragt familie med sin datter, kæreste og fælles barn på vej.

Læs videre om fire andre familieformer på de næste sider...ENLIG MOR TIL 4 BØRN - MED 3 FORSKELLIGE FÆDRE
"Mine børn oplever, at livet ikke er en beskyttet have bag en hæk"

Lisa Bertelsen, 41 år, receptionist på Herning Folkeblad.
Alenemor til fire børn, som hun har med tre fædre.
Mor til Casper Alexander, 21, fra et tidligere forhold, Ann-Louise, 18, fra sit første ægteskab og Sylvester, 10, og Felix, 7, fra sit andet ægteskab. I dag er det kun Sylvester og Felix, der er fast ved deres far fredag til mandag hver anden weekend. Bor i en lejlighed i Silkeborg med de tre mindste børn. Casper Alexander er flyttet hjemmefra.

− Det er vigtigt i en familie som vores, at man kan finde ud af det med de andre forældre, selvom man ikke er sammen mere. Nogle ting kan godt være svære at koordinere, fordi børnene har tre forskellige fædre. Jeg har heldigvis et godt forhold til alle tre, for det kan ikke nytte noget, at man bare står stejlt på alting.

− Det har krævet noget planlægning at være alene med fire børn, og det har krævet, at jeg turde give slip på mine børn og lade dem klare sig selv. Der er jo stor aldersforskel på børnene, så jeg har meget glæde af de store børn, fordi de kan hjælpe med at passe og hente de små. Det er en anden måde at være søskende på. Børnene ser ikke hinanden som halvsøskende. De kunne aldrig finde på at sige, "det er min halvbror eller halvsøster". De er vokset op sammen, men er meget forskellige som mennesker. Det kan godt have noget at gøre med, at de ikke har samme far.

− Vi bor ret anderledes end en typisk familie, men det vigtigste for mig er, at mine børn og jeg har det godt, og så er jeg ligeglad med, om vi er en normal familie. Jeg bor alene med tre af børnene i en lejlighed på 72 kvadratmeter. Jeg sover i stuen, Sylvester og Felix deler værelse og Ann-Louise har sit eget værelse. Jeg synes, det er dejligt, at mine børn oplever, at livet ikke er en beskyttet have bag en hæk.

− Der er mange, der er så firkantede, at de ikke kan overskue forskelligheder. Folk siger ikke noget direkte til mig, men jeg hører tit, at der bliver snakket om andre, der har børn med to forskellige. Heldigvis tager jeg alting rimelig let. Jeg er virkelig åben og fortæller gerne om min familie. Så jeg plejer bare at sige: "Nååh, det er sgu da ingenting, jeg har børn med tre forskellige!".



REGNBUEFAMILIE
"Det at være forælder handler om kærlighed"

Marie Wandel Kampmann, 41 år, souschef på livsstilsredaktionen i Berlingske Media og mor til Frida, 10, Liva, 7, og Rebekka, 10 måneder.
Mette Wandel Kampmann, 50 år, vuggestuepædagog og forælder til pigerne. Marie og Mette har dannet par siden 2006 og blev gift i 2007.
Marie har fået børnene via en "Identity release donor" fra USA og børnene kan få oplyst donorens identitet, når de bliver 18. Marie fik Frida med sin ekskæreste, som Frida stadig ser. Familien bor i en lejlighed i København. Alle tre piger er skabt med den samme donor.

Marie: − Børnene har kun én mor, og det er mig. Mette er deres anden forælder. Da Liva var lille, troede hun, at man kunne have en mor, en far og en "Mette". Hun var ret stor, før det gik op for hende, at det kun var vores familie, der havde en "Mette".

Mette: − Jeg hedder ikke "mami" eller noget lignende, for jeg synes, det er nemmere bare at hedde det, jeg hedder. Børnene kalder mig "min Mette", og jeg føler mig som forælder og har det som alle andre, der har fået børn. Jeg er helt overbevist om, at det at være forælder handler om kærlighed og tilknytning. Det er mest mig, der skal forklare mig, når vi møder folk, der ikke kender til vores familie. Maries rolle er jo givet, når hun fortæller, at hun er mor til børnene, men jeg har det lidt, som om jeg har et svært navn, for jeg skal altid stave det for folk. Når jeg siger, at jeg er børnenes forælder, forstår de det måske ikke helt. Så plejer jeg at sige: "Ja, det er mig, der er faderen", og så vækker det tit et grin. Så kan vi ligesom komme videre.

Marie: − Når børnene har spurgt: "Hvorfor har jeg egentlig ikke nogen far?" Så har vi bare sagt: "jamen det er, fordi mor er gift med Mette." Nå ja – og så er den ikke længere. Vi er med til Copenhagen Pride hvert år med børnene, så det er synligt, at der er mange ligesom os, for vi omgiver os ikke med specielt mange homoer til hverdag. Vi er meget mere børnefamilie, end vi er regnbuefamilie. Vi snakker tit med børnene om forskellige familieformer, og at "normale familier" bare betyder, at det er dem, der er flest af. Vi har valgt at få børnene via en donor, fordi vi ikke ville kende manden og have en delefamilie. Vi ønskede en kernefamilie.

Mette: − Og netop fordi der også er så mange forskellige måder at være regnbuefamilie på, har vi ikke nødvendigvis noget til fælles med alle de andre. I vores familie har børnene ikke nogen far, men det er jo ikke sådan i alle regnbuefamilier. Vi har brugt en donor, som de kan opsøge, når de bliver voksne, hvis de skulle få brug for at finde ud af, hvem han er. Men det får de jo ikke en far af. Det optager dog ikke børnene lige nu, så de spørgsmål tager vi, når de kommer.

LÆS OGSÅ: Parforhold - Kan aftalt utroskab fungere?

Læs videre på næste side...KOLLEKTIVIST
"Jeg knytter mig til mennesker, ikke til mursten"
Vivian er vokset op i et rækkehus i Birkerød og har boet på alle tænkelige måder i sit voksne liv. I dag har hun fundet roen i kollektivet.

Vivian Heinola, 32 år, psykolog. Bor i kollektivet Rabarberpaladset i Vanløse med ni andre voksne og seks børn.

Jeg flyttede i kollektivet Rabarberpaladset med en kæreste for tre år siden. Det er det sted, jeg har boet længst tid i mit voksne liv, og klart der, jeg føler mig allermest hjemme. Da min kæreste og jeg gik fra hinanden, var det ikke muligt at lade, som om jeg havde styr på det hele, fordi jeg havde mennesker omkring mig hele tiden, og min sårbarhed blev pludselig udstillet. Men det var også en gave, at der var en gruppe mennesker, som kunne holde mig ud, selvom jeg var krisepræget og græd halvdelen af tiden.

− Det er også socialt udfordrende at bo i kollektiv, for der er nogle, der går ind i mig og konfronterer mig med, hvordan jeg er, og hvordan det påvirker andre, og det kan godt gøre lidt nas. Hvis ikke jeg boede her, tror jeg let, jeg kunne komme til at gå gennem livet og tænke, det går sgu meget godt! Nu er der nogle dårlige sider ved mig selv, jeg får øje på.

− Jeg har en meget lille familie, så mine nærmeste er dem i kollektivet. Jeg var på et kajakkursus i weekenden, hvor man skulle skrive sin nærmeste pårørende på en liste, og der skrev jeg en fra kollektivet på. Det fortæller jo noget om, at jeg henter meget følelsesmæssig tryghed i at bo på denne måde. For mig er det ikke afgørende, hvor jeg bor, men det har betydning, hvilke mennesker jeg bor sammen med. Jeg knytter mig til mennesker, ikke mursten. Den relation, vi har, er noget helt andet end at være venner, selvom vi også er gode venner, og det er også noget andet end at være i familie, selvom vi også skændes, klipper hæk, ser fodbold, fejrer hinandens sejre og klapper, når en hjemmefødsel går godt.

− Jeg kunne godt tænke mig at bo på denne måde resten af livet, men om det bliver med en familie, ved jeg ikke. I samfundet er der helt klart en forventning om, at man generelt gerne vil have mand og børn. Derfor kan det nogle gange være svært at finde ro i det liv, jeg har valgt, selvom det er et liv, jeg er rigtigt glad for. Kernefamiliescenariet står ikke særligt klart for mig. I kollektivet er der nogle andre end mand og børn at forholde sig til, og der er hele tiden mennesker til at samle mig op, hvis jeg kæntrer.



SAMMENBRAGT FAMILIE
"Når børnene er her, er det dem, det handler om"
Anne og Claus faldt pladask for hinanden for syv år siden. De har begge børn fra tidligere ægteskaber, og det har krævet tid og kræfter at flette to familier sammen.

Anne Grumstrup, 47 år, finansial controller og it-supporter.
Mor til Michelle, 24, Andreas, 19, og tvillingerne Matilde og Frederik, 13.
Claus Nicolaisen, 48 år, erhvervskonsulent
Far til Rasmus, 13, og Josefine, 9.
Anne og Claus har dannet par i syv år. De bor på Thurø,  og har de fire mindste børn hver anden uge fra torsdag til tirsdag.
Michelle og Andreas er flyttet hjemmefra.

Claus: − Når vi fortæller folk, at vi er en sammenbragt familie med seks børn, stejler de lige en gang. Da vi fandt sammen, var det da også lidt skræmmende, for det var pludselig mange mennesker, man skulle til at forholde sig til. På den anden side vidste jeg, at det var noget, jeg ville, og derfor havde jeg en styrke til at klare det. De første tre år gik der en del tid med at finde de forskellige roller. Men det gør også, at vi i dag kan bruge tid på bare at have det rart sammen.

Anne: − Det er jo ikke, fordi det var tre dårlige år, det var bare tre år, hvor vi skulle lære hinanden at kende. Jeg var opsat på, at det skulle lykkes, fordi jeg havde fundet mit livs kærlighed. Men man bliver stillet over for nogle udfordringer, fordi man ikke ved, hvordan den andens børn reagerer i forskellige situationer, og fordi man ikke har den naturlige kærlighed til dem, som man har til sine egne børn.

Claus: − Som par har vi ikke decideret noget, der binder os sammen. Derfor skal man have et stærkt kærlighedsforhold, for at det holder, for det er en turbulent tid rent følelsesmæssigt, når man bygger en ny familie op.

Anne: − Det har også været en fordel for os, at vi er sammen, fordi vi vil, og ikke fordi vi har børn sammen.

Claus: − Vi er da godt klar over, at det er det bedste for et barn, hvis mor og far er sammen, men så har vores børn fået nogle andre søskende og nogle andre fællesskabsværdier.

Anne: − I dag har vi et fantastisk sammenhold, men vi har ikke børnene på fuld tid, og det er noget, man skal vænne sig til. Vi savner dem jo hele tiden, og vi er ikke fuldstændigt med i deres dagligdag – det er den evige dårlige samvittighed. Men det giver også Claus og mig en helt anden frihed, som vi helt sikkert nyder. Og når børnene er her, er det dem, det handler om.

Claus: − Man vænner sig ikke til, at man ikke har sine børn hele tiden, men man finder en rytme, hvor man trods alt accepterer det. Til gengæld har jeg fået fire børn, som jeg er blevet rigtigt glad for, foræret.

LÆS OGSÅ: Her er opskriften på et godt ægteskab