Lykkelig som i 1950'erne
SPONSORERET indhold

Kønsroller anno 1950 fungerer fint

Annegrethe Rasmussen om glæden ved at dele opgaver. Og hvorfor forskelle giver et bedre sexliv.

Af:: Annegrethe Rasmussen Foto: Alamy & Jaqueline Fluri
21. aug. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Mit ægteskab er solidt og lykkeligt, vi skændes stort set aldrig, og en del af forklaringen er, at vi på lange stræk lever cirka som i 1950'erne."

Sådan lød det bramfrit, da jeg forleden besøgte en af mine ældste veninder, som jeg har kendt, siden vi gik i gymnasiet i 1980'erne. Min veninde forklarede, at hun og hendes mand, hvis børn går i gymnasiet, i lang tid har haft rengøringshjælp, så kampe om, hvis tur det er med støvsuger eller toiletbørste, har de ikke.

Når de får gæster, kan man se manden i huset polere borde, sortere aviser og sørge for, at der er nye håndklæder på gæstetoilettet. Han vælger vinen og lægger spændende bøger frem til godnatlæsning, hvis der er tale om overnattende gæster. Min veninde køber ind, dekorerer bordet og laver maden. Hun bruger også – siger jeg syrligt, fordi jeg ofte beundrer hendes pletfri look – en del tid på at lægge makeup og sætte sit hår.

Til daglig er deres arbejdsdeling også i nærheden af noget, jeg husker fra mine bedsteforældre – bortset fra at min mormor ikke arbejdede uden for hjemmet. Min venindes mand kommer ikke hjem fra sit krævende job før ved 19-tiden, og han rejser en del. Min veninde står for den daglige husholdning. Til gengæld kører hun ikke bilen på værksted.

Min veninde har fuldtidsjob og er langtfra arketypen på de kvinder, som i min nuværende amerikanske omgangskreds af og til lidt nedladende beskrives som "ladies who lunch". Altså kvinder, hvis primære opgave det er at spise frokost sammen, før børnene kommer fra skole. Og selvom hun arbejder mindre end sin mand, kunne hun sagtens leve af sit udmærkede arbejde. Hun er ikke stavnsbundet til sin mand af økonomiske grunde som fortidens husmødre. Men som hun selv siger, har hun og hendes mand færre konflikter med de traditionelle kønsroller. Det er imidlertid ikke noget, hun bringer til torvs offentligt. Det vil provokere alt for mange, mener hun.

Det, tror jeg, hun har ret i. Og jeg har funderet over hvorfor. Så vidt jeg kan se, er der ingen, der er undertrykt i deres ægteskab, der emmer af både erotisk gnist og en gensidig respekt, som ofte er gået fløjten hos mange yngre par, jeg kender, hvor daglige millimeterdemokratiske kønskampe synes at have gjort kål på al romantik. I stedet for et glas rødvin eller en krammer ude i haven går tiden med skænderier om opvask og, oh skræk, huskesedler til manden hver weekend.

Hvad med at vi kvinder greb i egen barm – det er også sværere at gribe i mændenes – og indså, at en funktionel arbejdsdeling kan se ud på mange måder. Den kan godt bestå i, at den ene part vasker sokkerne, mens den anden holder døren og sender blomster.

Den slags har nemlig intet at gøre med, hvem der tjener mest. Den dynamik, der kan skabes af forskelle mellem kønnene i intimsfæren, kan snildt sameksistere med ligeløn og lige ret til barsel. Der eksisterer en misforståelse om, at fordi de to køn er lige på arbejdsmarkedet – og selvfølgelig skal de være det, og her er der stadig noget at kæmpe for – skal de også opføre sig ens derhjemme.

Det tror jeg så ikke på. Jeg tror, at min "gammeldags" veninde har fundet opskriften på et ret lykkeligt liv. Der i øvrigt – behøver jeg minde om det? – for mange også ville fungere, hvis de to køn byttede roller.