Vi sikrer at hive småpiger til vores kolde gader for at Hr. Danmark kan få sig et håndjob

Min seneste bog Den skandinaviske drøm kom på gaden i fredags, så jeg har været en tur i Danmark. Jeg elsker det danske efterårsvejr, støvregnen, eller bare regnen, de grå dage, temperamentet i vinden, luftens blødhed. Og så er jeg kommet til at holde af at spadsere. Det er en gave fra Madrid og livet med små børn. Jeg går gerne fem-syv kilometer om dagen. Når man bor i centrum af en by med fem millioner mennesker er det alligevel oftest det hurtigste på grund af trafikken. Derfor besluttede jeg mig for at spadsere fra Christianshavn til Vesterbro mandag aften i sidste uge. Klokken var knap tolv, og jeg kom fra en rasende hyggelig aften i godt selskab.

Trafikken en mandag aften viser, at København er lidt af en provinsby i europæisk målestok. Der var stort set ikke nogen biler og ganske få fodgængere. På Vesterbrogade var det derfor svært at undgå den unge pige, som stod på den anden side af vejen med hænderne for ansigtet og hulkede. Det lød som om, hun græd i chok snarere end sorg. Jeg har levet længe nok til at kende forskel.

Jeg gik over gaden.

"Er du o.k.? Kan jeg hælpe dig med noget?" prøvede jeg.

Hun så på mig. Hun var i starten af tyverne, blondt, sikkert affarvet hår, høje støvler og kort nederdel og en stramtsiddende jakke på. Det slørede blik i øjnene signallerede, at hun ikke talte dansk.

"Are you okay?" sagde jeg så, som man siger, når det tydeligt fremgår, at det ikke er tilfældet. "Can I help you?"

Hendes holdning var afvisende, mens store klagende hulk slap fra hende.

"No, go away," sagde hun, mens hendes øjne bad mig om at blive.

"Can I give you a hug?" spurgte jeg så instinktivt. Jeg åbnede armene mod hende, og hun væltede ind i dem, automatisk, klagende, rystende. Jeg holdt om hende. Så trak hun sig ud af mine arme med et ryk.

"Go!" sagde hun igen.

"Walk with me," bad jeg hende, mens hendes frygt smittede mig.

Hun gik nogle få skridt.

Så kom en sort sportsvogn om hjørnet og hun begyndte at råbe ad mig: "Go! Go, now!"

Jeg adlød og skyndte mig ned ad fortorvet, mens jeg hørte manden på sportsvognens passagersæde begynde at udspørge pigen, kontrollerende, patroniserende: "Why are you crying?"

Jeg nåede et rødt lys og vendte mig om. Manden var nu stået ud af bilen, og havde fat i pigens ene arm. "What did he do to you?" forlangte han at vide, dette udskud, denne laveste person i hierarkiet af de usleste sjæle.

Da det blev grønt, gik jeg videre, som den elendige civilist jeg var. Jeg overvejede, om man kunne melde optrinnet til politiet, i et forsøg på at lindre min egen weltschmerz.

Fra mit hjemmekontor nogle dage senere ringede jeg så til Politiet på Station 1. Jeg forklarede et par gange, at det lignede menneskehandel og at den unge pige virkede bange. Til sidst blev jeg stillet videre til en telefonsvarer. Problemet er, at prostitution som bekendt ikke er ulovligt i Danmark. Pigen vil formentlig ikke medvirke til opklaringen af en sag om rufferi af angst for bagmændene, og en dom for trafficking er næsten umulig at få i det danske retssystem.

Tilbage står fornemmelsen af, at det sgu slet ikke er et moderne, velorganiseret samfund værdigt. Der er en afgrundsdyb kontrast mellem den hjælp, som det danske samfund giver sine borgere, gennem for eksempel SU'en, kontanthjælpen, dagpengene, børnepengene og folkepensionen, og så den iskolde skulder, vi samtidig giver piger fra fattige lande, der er havnet i kløerne bagmænd som de to psykopater i sportsvognen.

Vi siger, at pigerne har "frihed" til at prostituere sig under vilkår, der er stort set uregulerede på det danske arbejdsmarked. Det eneste, der er reguleret, er, at de skal betale skat. Arbejdsmiljøet må de selv sikre, som det fremgik med al tydelighed af pigens hjerteskærende hulken. Samtidig sikrer vi, at hundredevis af millioner kroner forsvinder ud af vores økonomi og at en pæn del af dem investeres i via organiseret kriminalitet at hive flere småpiger fra fattige lande til vores kolde gader for at Hr. Danmark kan afreagere, som det tydeligvis var sket den aften på Vesterbrogade, eller bare få sig et halvhyggeligt håndjob på vej hjem fra arbejde. Føj, siger jeg bare. Og det gælder nærmere bestemt sex-køber, bagmænd og alle jer politikere, der stædigt nægter at gribe ind. Må dommedag, karmaloven, nemesis eller hvad, der nu er derude, være særligt ubarmhjerte i præcis jeres tilfælde.

LÆS OGSÅ: Sexistisk reklamekampagne forbudt