Unge er bedre end deres rygte - selv om de kvajer sig

Jeg kender en, der som 16-årig troede, han var midt i sin seksuelle debut, da pigen sødt og stilfærdigt gjorde ham opmærksom på, at han havde ramt helt forkert. Den unge mand var i fuldt sving med at knalde hulrummet mellem pigens numse og den hvide lædersofa, de lå på. Med lidt hjælp kom han på rette vej og kunne debutere i de rette omgivelser. Det er ikke altid lige nemt at være ung. I den konkrete sag er det et helt køns anatomi, man intet ved om. Hud og hår – folder og faldgruber. Der er meget at lære. Både når lyset er tændt, og når det er slukket. Men jeg vil gerne hylde de unge mennesker: De er meget bedre end deres rygte, og som regel kvajer de sig bare, fordi de er lettere uøvede.

Når man er ung, kommer førstegangsoplevelser nemlig rullende ind ugentligt. Første gang man bliver fuld. Første gang man føler sig tom. Den store kærlighed, det lille kørekort. Første følelse af udlængsel, første inhalering. De første store tanker om fremtiden – og alt for lidt fortid at trække på.

Vi voksne har ofte travlt med at pege fingre ad nybegynderne. Også selvom vi selv søger suset fra ungdommen. Vi vil også have førstegangoplevelser – hele livet. De fornuftige tager på vandreture eller flyver i luftballon – for første gang. De mere ufornuftige danser alt for tæt til julefrokoster og firmaskovture.

Mens man er ung, tumler man beruset, begejstret og benovet ind i oplevelserne. Vi, der står udenfor og er forældre, tanter og onkler, tager os ofte til hovedet. Ryster på hovedet. Og taber sågar hovedet, når vi prøver at vise det unge menneske vej. Jeg har prøvet det hele. Jeg bor nemlig sammen med en 18-årig. På mine bedste dage som forælder husker jeg mig selv på, at det meste bare skyldes manglende erfaring, og at førstegangsoplevelser i sig selv er magiske og euforiske – og derfor glemmer man tid og sted og sine nøgler. På mine dårligste dage er jeg helt uretfærdigt uforstående, især set i lyset af, at jeg ikke selv kan bryste mig af en ufejlbarlig ungdom. Jeg tilhørte den såkaldte nå-generation. Vi sad rundt om i landet i gule parcelhuse og røg cigaretter, mens vi sagde: Nå. Og ventede på, at noget skulle ske. Vi ville helst have, at der var nogle andre, der skulle arrangere det for os. Det skete som regel ikke, så vi fik røget en masse smøger på hinandens værelser.

De unge, jeg kender, sidder ikke og venter på, at der skal ske noget i deres liv. De er energiske, tager initiativ og ved godt, at der ikke kommer nogen og ordner eller arrangerer deres fremtid for dem. De kan og vil selv. Indimellem skal de have en hjælpende hånd eller et godt råd. Det manglede da bare.

Så husk det nu – jeg øver mig selv i det – en ung mand eller kvinde er som regel bare én, der mangler lidt øvelse. Ligesom ham i den hvide lædersofa. Han lærte det. I hvert fald er han i dag far til tre søde sønner.

LÆS FLERE KLUMMER AF MICHAEL ROBAK HER.