"Han stoppede ikke, når jeg begyndte at græde"

En eftermiddag, hvor Anna var hjemme, hørte hun sin mands bil komme kørende op til huset og fik en mærkelig fornemmelse i baghovedet. En fornemmelse, hun havde mærket en gang før for lang tid siden.

– Det var engang, hvor jeg så en skrækfilm, hvor et monster kom ud af væggen, siger hun.

– Og der gik det op for mig, at min krop prøvede at fortælle mig det, mit hoved ikke ville indse: At jeg var bange for ham. Annas mand var ellers alt udadtil: flot, klog og sjov, og så havde han en god karriere og godt med penge. De mødte hinanden gennem fælles venner, da Anna var sidst i 20'erne.

– Han var meget omsværmet, og jeg syntes, han var et fund. Men allerede efter et par måneder, skete der nogle ting, som afslørede, at tingene måske ikke helt var, som de burde være.

– Jeg kan huske en aften, hvor han var hjemme hos mig, og hvor han pludselig ville have, at jeg skulle gå i kiosken for at hente slik til ham. Da jeg sagde, at jeg ikke gad, flippede han fuldstændig ud, og begyndte at sige ting som: "Tænk, at du ikke vil hjælpe mig". Og: "Hvis vi ikke kan gøre noget for hinanden, hvad er det så for et forhold?!!", fortæller Anna, der endte med at gå i kiosken.

– Man er jo vant til, at når nogen bliver så sure, som han gjorde, så er der sket dem noget virkelig slemt – man tager jo folks udbrud for gode varer, så i stedet for at blive sur på ham, stillede jeg spørgsmålstegn ved, om det i virkeligheden var mig selv, der var gal på den.

Det skete også en aften ikke længe efter, hvor Anna havde stået i køkkenet i halvanden time og bakset med en vegetarret.

LÆS OGSÅ: Kendt sangerinde var forkrøblet af deprission

– Da jeg serverede den, skældte han mig også ud. Han råbte, at jeg var langsom og "Nu har jeg ventet så længe, og så kan du ikke engang lave ordentlig mad!". Han ville have kød. Og selvom jeg i dag godt kan se, at jeg ikke skulle have fundet mig i det, tænkte jeg dengang, at "jeg da nok heller
ikke skulle have lavet vegetarmad til sådan en voksen mand", siger Anna, der på trods af raserianfaldene endte med at flytte sammen med ham, gifte sig med ham og få børn med ham.

– Jeg tænkte hele tiden, at tingene ville blive bedre: Når vi flyttede, når han fik nyt arbejde, eller når børnene blev større, siger hun. Men tingene blev ikke bedre. Den psykiske vold eskalerede: Når han skulle på forretningsrejse, kunne han finde på at tage deres fælles Dankort med sig. Når Anna så fjernsyn, skiftede han konsekvent kanal uden at spørge. Da hun var på barsel, forventede han, at hun tog sig af alt. Samtidig kritiserede han hendes familie og venner og undrede sig over, at de ikke kom på besøg oftere.

– Underforstået, at de ikke satte pris på mig og ikke var til at stole på, siger Anna og fortæller, at hans hidsighedsanfald også tog til.

– Til sidst var jeg på vagt hele tiden. Jeg var så bange for de der udbrud. Det kunne starte med en lille ting og så ende med, at han skældte mig ud i en halv time – uafbrudt. Han råbte, at jeg var kedelig, hvorfor fanden jeg ikke kunne finde ud af at indrette et hjem ordentligt, og så kunne han sige, at det her fandeme ikke var det liv, han havde håbet på. Og han stoppede ikke, når jeg begyndte at græde, men blev ved og ved. Bagefter kunne han være helt afslappet og spørge, om vi ikke skulle åbne en flaske vin, eller også var han rasende i lang tid efter. Han sagde ikke undskyld en eneste gang, siger Anna, der har flere forklaringer på, hvorfor hun endte med at være sammen med ham i næste ti år.

– Jeg fik bildt mig selv ind, at selvom han var besværlig, kunne jeg godt håndtere ham, og samtidig var han jo også klog og interessant. Derudover fik han også sat sig i en rolle, hvor det altid var synd for ham, og når jeg sagde fra, kom han altid med den dér: "Er du klar over, hvad det gør ved mig?!", siger hun og fortsætter:

– Og så helt ærligt: Hvad vil man helst? Fortælle sig selv, at man har en vanskelig mand, og at man nok også selv er lidt besværlig, eller acceptere, at man har lavet den største bommert og giftet sig med en iskold empatisvag mand? De fleste vil nok vælge det første. Og det gjorde Anna. Indtil hun fik nok.

– Jeg begyndte at få stresssymptomer og havde hjertebanken, og så indså jeg, at jeg var bange for ham. Samtidig gik det også op for mig, at han aldrig ville ændre sig. Når vi var ude, opførte han sig altid ordentligt, og så kunne jeg trække vejret, men når vi var hjemme, var det altid det samme.

Til sidst flyttede Anna – med sig tog hun børnene.

– Selvom jeg græd hele tiden, var det vidunderligt. Til at begynde med boede vi på et lille bitte værelse, men der var fred og ro – det var et lille himmerige, siger hun, der ikke længere prøver at sætte sig ind i sin eksmands tanker og følelser.

– Set i bakspejlet, kan jeg se, at han skulle bruge mig til at leve et normalt liv. Jeg var en praktisk foranstaltning, som han skulle have kontrol over. Men ellers så synes jeg ikke, at man skal prøve at forstå et menneske som ham. Det er en blindgyde, for den type er helt anderledes skruet sammen end os andre.

Anna optræder anonymt. Redaktionen kender hendes rette identitet.

Tre råd fra Anna til kvinder, der er udsat for psykisk vold
1. Er du i tvivl om, hvorvidt du bliver udsat for noget, der er forkert, så tag væk uden din mand eller kæreste. Og gerne til et sted, hvor der er dårlig mobildækning, så du har ro til at tænke og mærke, hvordan du har det.
2. Spørg familie og venner (hvis der er nogen tilbage), om de synes, at du har forandret dig. Og lyt efter, hvad de folk, du stoler på og har tillid til, siger om dit forhold.
3. Tro på din styrke. Livet bliver måske ikke nemmere, når I ikke længere er sammen, men det bliver dit eget.

LÆS OGSÅ: "Børnene kommer til at leve det samme lorteliv"