Lærerne fortjener et klap på skulderen

Før sommeren stoppede min gamle efterskoleforstander, Per, som forstander efter 24 år på den samme skole. Jeg har regnet ud, at han i løbet af de 24 år har nået at have mindst 2.000 elever. Han siger, han stadig kan huske navnene på dem alle sammen, og når man kender ham, tror man ham gerne. Han er på sin egen lidt introverte måde et af de mest åbne og nærværende mennesker, jeg nogensinde har mødt.

Da jeg var 15 år og gik på skolen, kom han en dag inden frokost og stak mig en artikel. Jeg husker det, som om vi fik fiskesuppe den dag. Jeg havde sikkert min striktrøje og sølvnederdel på, for det havde jeg som regel. Da vi havde spist, læste jeg artiklen. Den handlede om, hvordan den store russiske forfatter Dostojevskij oplevede minutterne inden det, han troede skulle blive sin egen død, da han blev dømt til henrettelse for sine revolutionære aktiviteter. Dødsdommen blev i sidste øjeblik lavet om til deportation til en sibirisk arbejdslejr, men Dostojevskij glemte ikke sit møde med døden: Oplevelsen af, hvordan han minutterne inden livets afslutning blev fyldt af erkendelsen om livets vilde under – dét, at livet findes. At vi er til.

Jeg ved faktisk ikke, hvad det var, der gjorde, at Per tænkte, jeg havde brug for at læse den artikel. Men han havde ret. Den blev vigtig for mig. Men måske vigtigere: Det var betydningsfuldt for mig, at nogen kunne se, at jeg ville få glæde af at læse artiklen. Jeg følte mig både genkendt og udvidet i en andens billede af mig selv.

Per var seriøst den mest geniale efterskoleforstander, man kan forestille sig, og når jeg tænker på ham, tænker jeg på, hvor helt igennem ædelt lærerhvervet er, når nogen virkelig er dedikeret til det. Jeg ved ikke, om gode lærere ligefrem kan redde liv (det kan de sikkert også), men de kan helt sikkert ændre liv. Det var en dansklærer, der så Yahya Hassans talent, før han så det selv. Det var en geografilærer, der hjalp Lisbeth Zornig Andersen ud af hendes miserable barndom. Det var en højskolelærer, der overbeviste Frank Hvam om, at han ikke skulle være dyrlæge. Det var en gymnasielærer, der åbnede zoodirektør Bengt Holsts øjne for biologi. Det var en lærervikar, der første gang tog astrofysiker Anja C. Andersen med ud for at glane op i en stjernehimmel.

Nogle gange bilder jeg mig ind, at jeg gør en forskel med mit job som journalist – at det er afgørende vigtigt at fortælle historier om os selv og den virkelighed, vi har til fælles. På de gode dage er jeg faktisk også sikker på, at det er rigtigt. Men hånden på hjertet. Det er jo ingenting i forhold til det der: At lære et menneske verden og sig selv at kende. At stå ved siden af et barn eller et ungt menneske ved indgangen til resten af dets tilværelse og tage det i hånden og sige: “Kom, lad mig vise dig vej.” Det er smukt. Og så vigtigt.

Den nye skolesæson er begyndt. Folk myldrer ind i klasseværelserne landet over for tiden og glaner op mod deres nye lærere. Jeg hepper og tror på de smukke møder derude: Nogen, der viser et barn himlens stjernekuppel. Nogen, der stikker en 15-årig en historie om Dostojevskij inden fiskesuppen. Så til de passionerede, interesserede, blændende og brændende lærere derude: I fortjener så meget et klap på skulderen. Her har I et fra mig.

LÆS FLERE KLUMMER AF LEA KORSGAARD HER.

Deltag i ALT for damernes brugerundersøgelse her og vind et abbonement på ALT for damerne.