Derfor er det så svært bare at sige "pyt"

DEBAT: Slut fred med din krop"..."elsk dig selv"... "tilgiv og move on" ... "spis din kage, og nyd den"... Jeg både elsker og hader sådanne opfordringer. De virker lidt som at træde ud af et varmt bad på en kold vinterdag.

Kærlige opmuntringer afløses af den kølige virkelighed, der strider imod de positive tankers varme stråler. Ret hurtigt melder tvivlen sig: Kan man virkelig det? Altså slutte fred med sin krop, elske sig selv, som man er, og alt det der?

Kan man virkelig sige til en perfektionist: "Bare slap af, pyt med at gøre det hele perfekt"? Eller sige til en præstationspige: "Pyt med 12-taller, 7-taller er da også flotte...vær nu ikke så hård ved dig selv"? Ryger perfektions- og præstationstrangen så?

Vel gør den ej. Den er der stadig. Den kommer snigende som den kolde luft, man forsøger at holde ude ved at klamre sig til vanens lune badekåbe. Aaah ... den velkendte, bløde, varme følelse af kontrol. Den kender jeg. At sige pyt ... Det er for koldt, bart og ukendt ...

Tag de højtpræsterende gymnasiepiger som eksempel. Hvorfor går mange ned med stress i så ung en alder? Hvorfor kæmper mange så meget med mindreværd omkring deres udseende og evner? Hvorfor kan de ikke bare sige "pyt"? Det er jo bare nogle eksamener, come on ...

Spørgsmålet er, hvad ligger der bagved behovet for at præstere eller, nu vi er i gang, behovet for at tabe sig, købe lige den taske, fremstå succesfuld, følge de nye trends osv.? Hvad er det, vi tror, der sker, hvis vi ikke lykkes? Hvad er vi bange for?

Og nej, personligt er jeg bestemt ikke fritaget her. Believe me, jeg har læst mangt et dameblad og mærket misundelsen over en bestemt krop, et hjem, en jakke eller en succeshistorie, for så på den næste side at læse: "Drop forventningerne, og vær dig selv." Øøøh, o.k.? Ræk mig lige badekåben ...

LÆS OGSÅ: Anders Agger: Man går ikke i stykker af kriser

At slutte fred med sig selv handler i min optik ikke om bare at kaste armene i vejret og sige til selv og på Facebook, at "NU vil jeg være SÅ ligeglad med alt og alle, ligeglad med hvad andre tænker, for nu er en ny tid kommet." Jeg tror mere, at det handler om accept.

Prøv at sige til en perfektionist: "Dit bedste er godt nok". Ordet "nok" eksisterer jo ikke i perfektionistens ordforråd. Nok er ikke perfekt! Men hvor finder man så accepten? Hvis man hele sit liv har lært, at man bliver rost og anerkendt for sine præstationer, jo mere perfekt – jo bedre, så er det helt naturligt, at man tyer til at fastholde den følelse.

Hvad gør man så, når man får det skide 7-tal i karakter, ikke kan knappe yndlingsbukserne, eller hjemmet ligner lort, når der kommer uventet besøg? Hvad gør man i de situationer, hvor man ikke når at krybe ind i badekåben i tide?

Måske er det noget dybere i vores personlige kerne, der er sat på hård prøve her: Vores værd. Vores grundlæggende værdi som mennesker, der ikke afhænger af præstation eller perfektion. For hvad siger det om mig, at jeg ikke fik 12-tallet? Hvad er der at falde tilbage på, hvis jeg mister min arbejdsevne pga. sygdom? Hvor finder jeg den grundlæggende accept, der siger, at jeg er o.k., som jeg er?

Min fundamentale værdi som menneske er ikke fodret af mine forsøg på at være og agere på en bestemt måde. Den er der, uanset. Spørgsmålet er så, hvor den kommer fra? Fra mine forældre? Fra min kæreste? Fra min hund, der elsker mig lige meget hvad? Hvad så hvis de heller ikke er der mere?

Hvordan kan jeg leve overbevist om min personlige værdi? Er min værdi noget, jeg skal kunne føle? Skal jeg gå ud i skoven og kramme et træ for at mærke, at naturen og universet smiler til mig? Er der en ubetinget kærlighed til mig et sted, der skærer igennem alle mine forsøg på at føle mig accepteret, alle mine fejltagelser og følelser af mislykkethed? En kærlighed, der tegner en streg i sandet og siger, det er nok. At jeg er o.k., som jeg er.

Det handler om mere end bare at sige "pyt". Pyt er en badekåbe. Men når alt er strippet af, og man står der nøgen med sit sårbare jeg, med alt, der råber, "Nej! nej! Ikke godt nok! Ikke tynd nok! Ikke perfekt nok!", kan jeg så også stå tilbage med en vished om, at jeg er o.k., som jeg er? Pyt...eller hvad?

Sig det • Skriv det • Del det
Vil du kommentere dette debatindlæg, så gå ind på ALTfordamerne.dk/debat, og skriv din kommentar nederst på siden. Vil du skrive et nyt debatindlæg til disse sider? Send det til Kathe Japp på japp@altfordamerne.dk, og skriv "Debat" i emnefeltet. Indlægget skal fylde cirka 900 ord.

LÆS OGSÅ: 9 kampagner med kvinder i undertøj, der vil få dig til at elske din krop

LÆS OGSÅ: 7 sundhedsråd du absolut ikke skal følge

LÆS OGSÅ: Dit ansigt afslører, hvordan din krop har det