Børn og unges mentale helbred er for nedadgående, ifølge Vidensråd for Forebyggelse.
SPONSORERET indhold

Ny rapport slår alarm: Unge har det værre end tidligere

Når det gælder alt fra angst og stress til søvnbesvær og selvmordsforsøg er børn og unges tilstand forværret. Det konkluderer forskerei en ny rapport fra Vidensråd fra Forebyggelse, som harset på udviklingen i de 10-24-åriges mentale helbred over de seneste 20 år.

Af:: ALT for damerne Foto: Alamy
30. sep. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Undersøgelsen er den største kortlægning nogensinde om udviklingen i danske børn og unges psykiske symptomer og lidelser.

Nogle af de unge skærer i sig selv, og andre har diagnoser som ADHD, skizofreni eller autisme. Det er mange former for psykiske symptomer og lidelser, som Vidensråd for Forebyggelse har samlet viden om fra en lang række undersøgelser.

- Det er bekymrende, at mange børn og unge har et dårligt mentalt helbred. At have psykiske symptomer eller sygdomme tidligt i livet kan få store konsekvenser både for den enkelte, de nærmeste omgivelser og samfundet, siger Pernille Due, professor, dr. med. og formand for arbejdsgruppen bag rapporten i en pressemeddelelse.

Det går for alvor den forkerte vej med hensyn til de unges medicinforbrug, stress og søvnproblemer. I løbet af knap tyve år er andelen af 11-15-årige, som tager medicin mod hovedpine, fordoblet, og der er undersøgelser, der viser, at mange børn og unge tager smertestillende medicin mod generelt ubehag, tidspres, stress og mobning, skriver Vidensråd for Forebyggelse. Næsten hver femte 10-24-årige føler sig desuden ofte stresset.

Selvom der er sket et fald i antallet af selvmord samlet set, er der sket en markant stigning i antallet af selvmordsforsøg blandt unge kvinder. For dem er antallet af selvmordsforsøg tredoblet over de sidste årtier, fremgår det af rapporten.

De barske tal fra undersøgelsen taler deres eget sprog om unges trivsel – eller mangel på samme:
27 pct. af pigerne er kede af det mindst en gang om ugen mod 11 pct. af drengene
16 pct. af pigerne føler sig ofte ensomme mod 11 pct. af drengene.
Dobbelt så mange piger (16 pct.) som drenge (9 pct.) har ondt i maven ugentligt.

Hvad årsagerne er til, at udviklingen går den forkerte vej, er der endnu ikke forsket omfattende i. Men det skyldes formentlig, at de unges – og særligt de unge kvinders – forventninger til sig selv er skyhøje, mener forskningsleder Niels Ulrik Sørensen, fra Center for Ungdomsforskning, som siger til Politiken.dk:

- Det perfekte er blevet det nye normale. Det perfekte var tidligere noget, man stræbte efter at opnå. Nu opfatter mange unge det perfekte som noget, man skal nå. Hvis ikke det er perfekt, er det unormalt.

De unge piger føler sig især pressede af sociale medier, mener Anna Bjerre fra rådgivningstjenesten Girl Talk. På Instagram og Facebook bliver de nemlig mødt med billeder af alle andres tilsyneladende perfekte liv og forskruede kropsidealer.

Kilder: Vidensråd for Forebyggelse og Politiken.dk