Udsat for voldtægtsforsøg: "Hvorfor slog jeg ikke igen?"

Året er 1994, klokken er 4 om natten, og gaden i det københavnske Nørrebro-kvarter ligger øde hen. Manden har vredet armen om på Anne-Marie Vedsø Olesen og trækker hende op ad trappen til sin lejlighed, selvom hun gentager, at hun vil hjem.

Da de kommer ind i stuen, trækker han tøjet af hende og holder hende nede. De har talt sammen på en bar hele aftenen, så Anne-Marie Vedsø Olesen mener nok, hun kan tale ham til fornuft, men han vil ikke høre. Hun begynder at græde, men han vil ikke se.

Han tager et glaskår i hånden og ridser hendes lår. Hun er sikker på, at hun skal dø. Men hvis hun skriger, frygter hun, at han vil kneble hende, før den sovende opgang når at reagere. Hun begynder i stedet at tale ham til ro, og han giver omsider slip for at gå ud i køkkenet, hvor hans knive og håndjern ligger.

LÆS OGSÅ: Lones overfaldsmand ventede tre år på sin dom?

Anne-Marie Vedsø Olesen udnytter de få sekunder, hun har til rådighed, og griber ud efter telefonen, ringer 112 og råber adressen ind i røret. Manden kaster sig over hende med håndjern, mens telefonrøret hænger dinglende tilbage, og hun ved, at hun er færdig, hvis det lykkes ham at tvinge hendes arme om på ryggen.

Det næste, hun husker, er lyden af politiet på trapperne. Hun skriger for sit liv, og betjentene sparker døren ind. Men hvorfor havde hun ikke længe forinden smadret et askebæger eller en lampe i hovedet på ham? Hvorfor nøjedes hun med at stritte imod? Hvorfor slog hun ikke igen?

– De spørgsmål fulgte mig længe efter. I dag ville jeg have slået igen, forsikrer forfatteren og markerer pointen ved at slå hånden resolut ned i træbordet.

Den reaktion, som den nu 52-årige Anne-Marie Vedsø Olesen ville ønske, hun havde dengang, har hun i dag givet til hovedpersonen Madeleine i sin nye roman "Bastarden", da Madeleine kommer ud for et lignende overfald.

LÆS OGSÅ: Endelig siger en mand klart fra over for sexisme

Bogen er nummer to i trilogien om hofdamen Madeleine de Montdidier, der midt i et kaos af religionskrige, oprør og kætterbål i 1500-tallets Frankrig og Spanien forvilder sig ud i hede kærlighedsaffærer med fjenden og bliver indsyltet i magtkampe og mordforsøg. Men Madeleine lærer at forsvare sit liv og sin ret ved at fægte med kårde og dolk. Og det redder hendes liv, da en lejemorder en dag presser hende ned i mudderet for at voldtage og dræbe hende.

– Jeg ville gerne skrive en fortælling om en kvinde, der kræver sin plads i tilværelsen og kræver ligestilling med mænd. I stedet for at gøre sig til offer og blive kørt rundt med finder Madeleine ud af at være udadvendt og handlekraftig og tager styringen over sit eget liv. Ligesom jeg med tiden selv har lært at gøre det, fortæller Anne-Marie Vedsø Olesen.

Den pæne pige
Efter Anne-Marie Vedsø Olesen var blevet reddet af politiet, fulgte timelange afhøringer, der endte med, at der end ikke blev rejst tiltale mod manden, fordi han holdt fast i sin formodning om, at Anne-Marie Vedsø Olesen gerne ville have sex med ham. Hun havde ingen vidner på det modsatte.

Joan-Søstrene i Dannerhuset støttede hende. Der blev bragt kronikker, ledere og forsider i aviserne, som tog afstand fra kvinders ringe retsstilling. Og sagen trak ud i en lang pine, hvor Anne-Marie Vedsø Olesen kæmpede for retfærdigheden. Men lige lidt hjalp det.

Imens klamrede den voksne kvinde sig
i de første uger til trygheden ved sin tøjtiger, overalt hvor hun gik hen. Ingen måtte røre hende. Slet ikke, hvis der var noget seksuelt under opsejling. Men langsomt og med kyndig hjælp fra en krisepsykolog fandt Anne-Marie Vedsø Olesen sine ben. Og så begyndte spørgsmålene om, hvorfor hun ikke havde slået igen at melde sig.

– Det har jeg tygget på i alle de år. Hvorfor ligger det helt uden for ens univers, at man kan levere et slag den modsatte vej? Jeg tror, det har noget med opdragelsen at gøre, siger hun.

LÆS OGSÅ: "I starten hadede jeg min mor for at sende mig væk"

Anne-Marie Vedsø Olesen voksede op i Søborg i et trygt og kærligt overlægehjem med klaver. Der blev dækket op til middag med kniv og gaffel på de rette pladser hver aften. Der blev forfattet takkekort, når det var på sin plads. Og imens passede den unge Anne-Marie flittigt sin skole, så hun fik gode karakterer og ros af lærere og forældre. Hun var dog også en pige, der nægtede at gå i kjole. Hun læste "De tre musketerer" og blev matematisk-fysisk student og studerede matematik og datalogi på universitetet, inden hun læste til læge. Men hun gjorde aldrig oprør.

– Det hele var så pænt, og jeg havde et stort behov for at blive bekræftet. Jeg uddannede mig til læge som min far. Og jeg tog en introduktionsstilling i patologi, fordi nogle professorer mente, jeg var god til det. Ikke fordi det var noget, jeg brændte for, forklarer hun.

Men da Anne-Marie Vedsø Olesen efter overgrebet talte med krisepsykologen om sin personlighed, reaktionen under overfaldet, og hvordan hun kunne finde sin vej videre ud i livet, spurgte psykologen, hvad hun egentlig gerne ville med tilværelsen.

Drømmen om at skabe
Lige siden Anne-Marie Vedsø Olesen var barn, havde hun været fascineret af kunst og kultur. I dag sidder vi i taglejligheden med udsigt til Operaen – trygt beskyttet
af bogreoler fra gulv til loft med romaner
i hundredevis, som hun livet igennem
er forsvundet ind i. Som kontrollør på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i studietiden så hun alle de balletter og operaer, hun kunne komme til. Drømmen var selv at skabe kunstneriske værker. Hun ville være forfatter.

Anne-Marie Vedsø Olesen greb pennen efter snakken med krisepsykologen, forfattede den historiske roman "Salernos Sol", der vandt en pris i Gyldendal og Det Kongelige Biblioteks forfatterkonkurrence. Og i 2000 debuterede hun – både som forfatter og som en kvinde godt sendt af sted ud ad sin helt egen vej.

Men rejsen var lang. Og der gik år, hvor Anne-Marie Vedsø Olesen takkede ærbødigt for, at forlaget overhovedet ville udgive hendes ellers succesfulde bøger uden at stille spørgsmål til sin andel af fortjenesten. Hun havde en agent til at tage sig af de konflikter, der opstod hen ad vejen, så hun ikke selv behøvede at gøre det. Hovedpersonerne i hendes bøger var mænd. De havde vilde drifter og et kraftfulgt begær, men hun turde ikke lægge ordene i munden på kvinder. Og de kvinder, der fik lov at få en rolle i bøgerne, gik ofte til grunde.

Men bog for bog blev anmeldernes dom og alle andres blåstemplinger mere og mere ligegyldige for Anne-Marie Vedsø Olesen.

– Jeg kunne se, at jeg udviklede mig, og pludselig begyndte jeg at hvile i det, jeg lavede. Det har været en proces at nå hen til et sted, hvor jeg kunne ranke ryggen. I dag tør jeg skrive om lige det, jeg har lyst til. Jeg sætter dagsordenen, siger hun og efterlader følelsen af, at der ikke er nogen kompromisser at komme efter.

– Selvsikkerheden kommer, når man ser, at man gør det, man gerne vil. Ellers bliver man afhængig af udefrakommende bekræftelser, og så er man ikke autoriteten i sit eget liv. Det var det, der ændrede sig, da jeg blev forfatter. Ved at følge min trang, voksede min indre styrke og stoltheden over det, jeg skabte. Den ild, der kommer, når man brænder for noget, gør en levende og stærk, fortæller hun med en iver, så de blonde lokker danser.

En lige højre
Anne-Marie Vedsø Olesen har været gift to gange i sit liv med "dejlige mænd", som hun udtrykker det. Og siden 2010 har hun dannet par med kulturjournalist og forfatter Jakob Levinsen, der har støttet hende i at få selvtilliden til at blomstre i fuld flor. Ligesom han blev ved med at opfordre hende til at indfri sin gamle drøm om at gå til boksning.

For et halv år siden tog Anne-Marie Vedsø Olesen af sted for første gang. Det blev en åbenbaring for hende, fortæller hun. Og boksetræningen supplerer hun tre gange om ugen med træningstimer i Bodycombat.

– Det er fuldstændig ublufærdigt og etisk grænseoverskridende. Vi har en øvelse, hvor man forestiller sig, at modstanderen allerede ligger ned. Så holder man modstanderen nede med den ene hånd, og så hamrer man løs med den anden i takt til dunkende musik, siger hun, springer op og illustrerer med nådesløse knytnæveslag i luften.

– Det er sgu da uetisk. Men det er fedt. Det er under kontrollerede forhold, og der er en enorm befrielse i at få lov. Man lærer ikke at være bange for noget, og den fysiske styrke sætter sig i psyken med det samme. Det befriede noget i mig, som ville have taget ti år i psykoanalyse at nå ind til. Man tænker selvfølgelig, at man ikke skal lære at slå på andre, men hvis der i dag opstod en situation, hvor det var nødvendigt, så ville jeg kunne. Jeg er ikke længere svag. For jeg kan finde ud af at slå igen.

Kvindelige helte
I dag har Anne-Marie Vedsø Olesen også smidt sagsmappen fra overfaldet ud.

Hun er færdig med at bruge energi på ham. Og kvinderne i hendes bøger er holdt op med at gå til grunde. Nu har hun i stedet stoffet fra sit eget liv til at fortælle udviklingshistorier om stærke heltinder som Madeleine de Montdidier. Det vil hun gerne forære som spejlbillede til andre kvinder.

– Det er vigtigt, at litteraturen leverer nogle kvindelige rollemodeller. For det er dem, vi kvinder – fra helt små piger – lærer at identificere os med. Jeg elsker Uma Thurman, når hun spiller The Bride i "Kill Bill", og Jennifer Lawrence, når hun spiller Katniss Everdeen i "Hunger Games". Men da jeg var barn, ledte jeg selv forgæves efter de fægtende kvinder i "De tre musketerer". Vi skal have nogle kvinder, der handler og tager magten over eget liv, siger hun.

Anne-Marie Vedsø Olesen har valgt ikke selv at få børn, og hun ønsker ikke at diktere, hvordan forældre skal opdrage. Men for hende at se er det sundt, når drenge tumler rundt og leger vildt. Dermed lærer de deres egen fysiske formåen at kende. Det er derimod en stopklods for piger, når de bliver opdraget til at være pæne og pligtopfyldende.

– Vi lever i et civiliseret samfund – gudskelov – hvor vi ikke bliver konfronteret med vold i tide og utide. Vi ser det i fjernsynet, men vi får det ikke tæt på. Hvis vi møder vold, som jeg gjorde, kan vi ikke finde ud af at handle. Jeg tror i hvert fald mange kvinder har den samme hæmning som jeg, siger hun.

– Jeg går selvfølgelig ikke ind for, at vi bare skal gå rundt og slå på hinanden. Men det værste er i virkeligheden, at piger, der er for pænt opdraget, heller ikke er aggressive nok i deres karriere. Så går de netop glip af bestyrelsesposterne og lederstillingerne, siger Anne-Marie Vedsø Olesen.

De skal i stedet have en personlighed, der tør sige: "Hey, jeg vil det her, jeg finder mig ikke i det, eller jeg er uenig," forklarer hun.

– Som kunstner og forfatter er det her mit bidrag til at give piger og kvinder et kvindeligt heltebillede, som kan give mod og viljestyrke. Der mener jeg, at jeg som kunstner har et ansvar. Og jeg tror på, at en vigtig del af vejen til ligestilling ligger her.

LÆS OGSÅ: "Danmark svigter voldtægtsofre"

LÆS OGSÅ: "I starten hadede jeg min mor for at sende mig væk"

LÆS OGSÅ: "Den retfærdige voldtægt"