En singlemors mareridt: Hvor skal du sove i nat?
Anne Hermansen er træt af at gøre rede for sine sovevaner, efter hun er blevet singlemor. Læs med her.
KLUMME:
"Og hvor sover du så?"
...er det spørgsmål, som jeg oftest er blevet stillet, siden jeg blev skilt for nogle år siden. Slet ikke på den frække måde – hvilket måske siger noget kedeligt om, hvor lidt frækt mit liv faktisk er – men altså... på den helt praktisk-inkvisitoriske måde har jeg gang på gang fået spørgsmålet om, hvordan jeg arrangerer mig for natten. Det var der aldrig nogen, der spurgte om, da jeg var gift.
Selv om det ellers havde været mindst lige så relevant.
Set f.eks. i forhold til alle de kreative løsninger, man finder på, når man først får små børn og desperat bygger køjesenge i soveværelset eller gigantiske triple til quadruple-senge med adskillige boksmadrasser på rad og række. Så vi allesammen kan ligge sammen. Så vi måske kan få lov at sove. Uden afbrydelse. Bare nogle timer. Eller senere i tilværelsen, hvor opfindsomheden modsat udspringer af, at man nu egentlig helst vil undgå at sove sammen. Med nogen.
Så er det ikke sikkert, at man nødvendigvis sænker sig i den obligatoriske dobbeltseng, når pyntepuderne er fjernet, og der er tæppet af. Så kan det være, at man i stedet sover i kælderen. I annekset. Eller på arbejdsværelset, hvor der meget praktisk pludselig rykker en gæsteseng til svigermor ind. Eller på sofaen...
Det behøver ikke betyde, at parforholdet slår revner, og man ikke kan finde sammen i en ske. Det kan trods alt ske så mange andre steder end i den autoriserede ægteseng. Årsagen til separate soveanordninger kan være så simpel, som at man snorker og raller i en grad, hvor ørepropper ikke rækker. Eller at en er i overgangsalder og trives bedst bevidsløs i ti minusgrader og med pivåbent vindue, mens en anden i mellemtiden har fået aldersbetinget dårligt blodomløb og helst skal have termostaten på 24 grader celsius. Jamen, det er meget mere almindeligt, end man tror. I min alder. Jeg siger det bare, hvis du har nogle år igen, før din drøbel begynder at blafre. Det er slet ikke sjældent, at folk i forhold har alternative og ganske kreative modeller angående nattesøvn.
Men det var der nu aldrig nogen, der spurgte om, da jeg var gift. Og det rager jo heller ikke andre, hvor og hvordan man sover. Og hvorfor det forholder sig sådan. Så det spørger man bare ikke om, vel?
Nej, det troede jeg. Indtil jeg blev alene med to store drenge og flyttede i en tre-værelses lejlighed med et værelse til hver. Så blev der talt på fingre: Et værelse, to værelser... og en stue. Det var så svært at få regnestykket til at gå op, at folk simpelthen var nødt til at spørge:
"Og hvor sover du så?"
Ja, hvor mon...
Mødre til kammerater på fodboldholdet, som jeg dårligt nok havde talt med, ville pludselig vide, hvordan jeg gik til køjs. Kvindelige bekendte, der selv stadig havde en dobbeltseng og en mand, der kunne ligge i den, krydsforhørte mig om, hvordan jeg fandt ro for natten.
Mærkeligt og underligt intimiderende – for hvorfor vil du egentlig vide det? Kunne jeg selvfølgelig have spurgt. Det gjorde jeg ikke. Jeg redegjorde i stedet for mit udmærkede fold-ud-arrangement med rullemadras m.m, alt imens de blev helt stive i blikket. Som om de så det for sig. At dét og den deroute (?) også kunne overgå dem.
Til sidst gav det alligevel nogen mening. Som regel når deres mænd, der ellers altid mest var med på en lytter, resigneret bemærkede et vist skæbnefællesskab og knastørt konstaterede:
"Nå, sover du også på sofaen...?"