Fem nye sandheder om parforholdet - uden prinsesse-løgn
SPONSORERET indhold

5 sandheder du skal kende om parforholdet

KLUMME: Ville kvinders liv mon ikke blive meget nemmere og gladere, hvis de droppede parforholdsløgnene?

Af:: Pia Damsgaard Bach Foto: Greg McQueen, utography.com
26. nov. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Måske er det på tide, at vi giver unge piger et mere realistisk syn på parforhold og ægteskab, så de ikke går rundt og tror, at en mand, ægteskab og den livslange romantiske kærlighed er den eneste sandhed og den lige vej til lykken.

Det gør mig trist, når jeg hører, at unge mennesker bekymrer sig om parforholdsproblemer som utroskab og lignende, som jeg gjorde for nylig. Jeg tror, at bekymringerne udspringer af nogle "prinsessedrømme" om det perfekte parforhold.

Problemet med prinsesseløgnen, som hun og vi andre af hunkøn bliver udsat for, fra vi er helt unge, er, at den netop er en løgn. Det livslange lykkelige ægteskab/parforhold findes sjældent i virkeligheden. Tidligere fandt kvinder sig i rigtig meget, fordi de havde brug for en mand til at forsørge dem. I dag bliver mange skilt, ligesom mange helt fravælger ægteskabet.

Prinsesseløgnen terroriserer singlekvinder, fordi vi tror, at en mand er det, vi mangler for at være helt lykkelige og rigtige. For det ideelle er jo at leve i et monogamt parforhold, hvor det er forbudt at kigge på andre - det er kun os to for evigt. Som samfund hylder vi parrene og kernefamilien ud over, hvad der er rimeligt. Og så fungerer det ikke engang. Ikke for mig i hvert fald - og tilsyneladende heller ikke for særlig mange andre.

Måske bliver skuffelsen for stor, når vi opdager, at vores prins spiller den af til saftig analsex og sprøjtende blondiner med plastikpatter? Eller er det de skidne underbukser, der ligger og lugter af røvsved lige ved siden af vasketøjskurven? Måske er problemet, at han efter et par måneder hellere vil bælle bajere og spille Playstation med gutterne end holde i hånd og se romantiske film med dig hvert ledigt øjeblik? For sådan er det ikke i prinsesseløgnen. Den RIGTIGE prins på den hvide hest, ville i hvert fald aldrig gøre sådan noget, så ham her er nok ikke den rigtige, tænker vi, og så kører møllen igen. ÆGTE prins søges!

Så jeg har lavet mine fem egne sandheder om parforholdet, som jeg ser det. Til mig selv og alle andre kvinder med prinsessedrømme.

1. Drop forestillingen om "Den eneste ene". Et lykkeligt og vellykket forhold kommer ikke an på varigheden. Fem fyrige forhold er bedre end et lunkent livstidsfængsel, selv om den generelle opfattelse vist er, at et forhold/ægteskab kun er succesfuldt, hvis det varer hele livet.

2. Mænd kan lide bold og bajere og porno og Playstation, og de rigtig interessante eksemplarer gider ikke sidde og holde i hånden hele tiden eller sørge for, at du ikke keder dig. Sørg for, at du kan underholde dig selv med noget, du kan lide at lave og ikke sidder og venter som en fornærmet hundehvalp på, at han kommer hjem, så der endelig sker noget i dit liv.

3. Perioder som fri single er helt fint. Stå af kæreste-ræset en tid, og nyd friheden til at finde ud af, hvad der egentlig gør dig lykkelig uden en mand til at definere dig.

4. Et lykkeligt forhold betyder ikke nødvendigvis, at man efter et vist stykke tid SKAL dele bord, seng, toilet, køleskab og alt andet hele tiden. At bo hver for sig kan være en glimrende løsning. Tid væk fra hinanden giver ny energi, og du slipper for at være "moren" med oprydningssansen og -tjansen.

5. Han finder ikke nogen bedre end dig, så lad ham bare kigge på andre damer og kødfilm (hvis han gør det diskret altså, for du fortjener naturligvis en gentleman og ikke en uforskammet drengerøv). Hvis du kan komme frem til den konklusion, vil dit hjerte blive meget lettere. Slip kontrollen. Elsk dig selv og bliv elsket, som Joan Ørting siger i sin nye bog af samme navn.

Læs flere klummer af Pia Damsgaard Bach her.


LÆS OGSÅ: Klumme: Sådan bliver det billigere at være single

LÆS OGSÅ: Luk munden og få et bedre parforhold

LÆS OGSÅ: Ekspert: Derfor kan jalousi være godt