Min barndomskøkken udspillede sig i Københavnerforstaden Herlev, men det kulinariske højdepunkt oplevede jeg som 18-årig under et kibbutzophold i Israel, hvor jeg spiste store mængder af falafel med tahinsauce (thrina) og ikke mindst den cremede hummus (hrummus). Den var anrettet landskabsagtigt smukt på små tallerkener med masser af olivenolie og paprika og et drys persille på toppen. Det var her jeg forelskede mig i det arabiske køkken med de 1001-nat duftende og smagende krydderiblandinger.

Tinas bedste tips til den perfekte hummus:

• Jeg kan ikke anbefale kikærter på dåse, synes de har en mærkelig bismag.
  
• Udblød altid de tørrede kikærter min. 10-12 timer, kasser altid udblødningsvandet. De optager nemt smag, som giver dybde til retten.
  
• Kog kikærterne med god vegetarbouillon fra helsekosten, med laurbærblade eller tørrede eller friske krydderurter.
  
• Hele hvidløgsfed, løg i kvarter og groft skårne rodfrugter i sæsonen kan også koges med.
  
• Salt kommer jeg i til sidst i kogningen, så går det hurtigere.
  
• Kog 2-3 timer til de er helt bløde. Kogevandet fra kikærter kan godt anvendes i hummusen, det indeholder ikke giftstoffer som nogle bønnesorter afgiver.

Tahin, som er en arabisk pasta af sesamfrø og salt, er absolut nødvendig smagsgiver i hummus. De bedste er arabiske og købes hos velassorterede grønthandlere, men en dårligere dansk sælges også i helsekostbutikker og i velassorterede supermarkeder.

Traditionelt anrettes hummusen fladt på en tallerken og dryppes med fx olivenolie, paprika og lidt hakket persille. Der spises varme pitabrød til, som man bryder af og skovler hummusen op med.