Baklava: Smag af Mellemøsten Foto: Line Thit Klein
Baklava opskrift
Baklava: Smag af Mellemøsten
Kagen er en inkarnation af sødme, men samtidig meget raffineret. Nødderne giver sprødhed og smag og de papirtynde lag af filodej er tilpas lette og sprøde, så de giver fint modspil til en ellers vældig sød og kaloriemættet dessert.
500 g grofthakkede, blandede nødder (f.eks. valnødder, hasselnødder, pistacienødder og mandler)
3 pakker filodej, svarende til ca. 400 g
ca. 200 g smør
1 tsk stødt kanel
3 dl vand
3 dl lyst rørsukker
saft og skal af 1 økoappelsin
1,5 dl honning
Sådan laver du baklava
Tænd ovnen på 180 grader og bred de hakkede nødder ud på en bradepande med bagepapir. Rist nødderne i ovnen i 5-6 min til de er let gyldne og duftende. Tag dem ud, og lad dem køle ned. Smelt smørret og skær filolagene over i to, så de passer til en lille bradepande på ca. 23x35cm. Pensl bradepanden med smeltet smør og læg to lag filodej i bunden. Pensl med smeltet smør og læg atter to lag, og så fremdeles til du har otte lag. Drys nu 5-6 spsk hakkede nødder over, fortsæt med to lag filodej, og pensl med smeltet smør.
Fortsæt til du har brugt nødderne op og har 6-8 lag filodej tilbage. Afslut ligesom du startede, altså to lag filodej, smeltet smør osv. Skær nu forsigtigt kagen i små firkanter på ca. 4x6 cm med en skarp kniv. Vær opmærksom på at skære hele vejen igennem, ellers bliver det svært at få den færdige kage op i hele stykker. Bag kagen i 40-50 min indtil filodejen er hævet og sprød. Imens laver du honninglagen, som skal hældes ud over den bagte kage.
Bland vand, sukker, appelsinsaft og –skal i en gryde og lad det småkoge indtil sukkeret er opløst. Tilsæt honning og lad blandingen simre i ca. et kvarter. Så snart kagen er ude af ovnen, hælder du den varme sukkerlage over. Lad kagen stå minimum et par timer, så den kan sætte sig, inden den du serverer den.
Servér den i små, delikate firkanter, evt. med en kop frisk myntete til.
Se også opskrift på Muffins med æble og kanel.
Få mere inspiration til lækker mad på ALTfordamerne.dk/opskrifter.
Nøgleord til denne opskrift: dessert, kage, baklava, mellemøsten, nødder, opskrift.
-
Opskrifter | 18. majRabarber-parfait med jordbærpure og rå-syltede rabarber -
Opskrifter | 22. majSvinekotelet med hvide asparges, brunet citronsmør og kapers -
Opskrifter | 18. majRabarbermedaljer med vaniljecreme -
Opskrifter | 27. aprilMarmorkage med syltet appelsinskal
-
Opskrifter | 23. majRabarber-jordbærsaft med vanilje og kardemomme -
Opskrifter | 23. majKlassisk kærnemælkskoldskål -
Opskrifter | 15. majBlåmuslingesuppe med krydderurter og hvidvin -
Opskrifter | 22. majRisotto med mozarella, tomater og basilikumsolie -
Opskrifter | 21. majRisotto med mynte, ærter og asparges -
Opskrifter | 20. majRosotto med kantareller, ramsløg og bacon -
Opskrifter | 19. majRisotto med ramsløg og perlespelt -
Opskrifter | 18. majSalat med nye kartofler og grønne asparges -
Opskrifter | 17. majLammeculotte med grov oliven-tapanade -
Opskrifter | 17. majSalat med varmrøget laks, dild og spidskål