Charlotte Bircow
SPONSORERET indhold

Charlotte Bircow: Derfor skal du træne

Du burde snøre løbeskoene, men det regner, og sofaen og et spændende tv-program lokker. Nu du mærker efter, har du vist også lidt ondt i storetåen. De fleste af os kender det der med at finde på undskyldninger for at skippe træningen. Især når vi ikke føler os helt på toppen. Charlotte Bircow dyrker motion fem gange om ugen og har aldrig problemer med at komme i træningstøjet. Lad dig inspirere af hendes seks gode grunde til at få sved på panden.

Af:: Julie Vöge Foto: Peter Misfeldt
07. nov. 2012 | Sundhed | ALT for damerne

1. Lykkerusen
– Hele kernen bag min træning kan siges kort: Jeg kan ikke lade være. Jeg ved, at jeg får det bedre på alle planer. Jeg får frisk luft, hvis jeg er ude at løbe, jeg får dækket et socialt behov, hvis jeg dyrker motion med andre, og jeg oplever noget sjovt, for det er bare sjovt at få lov til at røre sig og udfordre sig selv fysisk. Og jeg bliver glad i låget. Når man dyrker sport, udskiller kroppen serotonin, endorfiner og dopamin, hvilket svarer til at tage en lykkepille. Den lykkerus er jeg afhængig af!

2. En lækker krop
– Mit spejlbillede og tanken om, at jeg styrker min krop, giver også energi til at blive ved med at træne. Jeg træner så meget, at jeg i princippet kan spise, hvad jeg har lyst til, uden at det koster en buksestørrelse. Når det er sagt, så er jeg meget bevidst om at spise varieret og sundt og sammensætte min kost optimalt. Jeg spiser proteiner til alle måltider i form af fisk eller fjerkræ eller edamamabønner, som jeg er stor fan af i øjeblikket. Derudover spiser jeg en masse grøntsager, gerne med dip til, som jeg køber hos sticks'n'sushi. Når jeg er på farten, og det er jeg tit, fordi jeg holder så mange foredrag rundt om i hele landet, så laver jeg smoothies hjemmefra med grøntsager og frugt tilsat proteinpulver. Men jeg spiser også is og chokolade indimellem, og fredag er familiens faste slikdag.

3. Frikvarteret
– Jeg hører indimellem mødre sige, at de får dårlig samvittighed over for familien, hvis de træner mange gange om ugen. Det skal man ikke have, og det har jeg aldrig haft. Jeg synes kun, det er fedt at være et godt eksempel for mine børn. Vise dem, at det er vigtigt at tage sin krop alvorligt, og at det er vigtigt for ens velbefindende at gøre noget godt for sig selv. Jeg sætter også pris på at have et frikvarter for mig selv, hvor jeg kan lade tankerne flyve.

Læs også: Sådan får du ny energi

4. Musikken
– Musik betyder meget for mig. Til min nye trænings-dvd har jeg lyttet 2.000-3.000 numre igennem for at finde de bedste. Fælles for dem er, at det er glade numre med en god puls. Dét kan jeg ikke lade være med at bevæge mig til. Men jeg løber også tit uden musik, for engang imellem er det nu rart at kunne høre fuglene synge.

5. Positive tanker
– Hvis du tænker negativt, mens du løber, så vil du uvilkårligt løbe langsommere. Jeg har for længst besluttet mig for kun at lade positive tanker komme op til overfladen, når jeg dyrker motion. Hvis jeg løber og pludselig får den tanke, at jeg skal gå, fordi det er hårdt, så siger jeg til mig selv: “Goddag tanke og farvel tanke.” Og finder derefter en substitut-tanke af mere positiv og opbyggelig karakter. Det er ren hjernemotion og tro mig, du kan rent mentalt “fake it till you make it”. Min bog ”Kræft æde mig – nej!” handler netop om, at vi ikke kan bruge negative tanker til noget. Det kan godt være, at jeg lyder som Leif Lalleglad, men motion og positive tanker gør dig gladere.

6. Belønningen
– Det er så nemt at sige: ”Uhh, det regner. Uhh, det er koldt. Uhh, jeg har vist også lidt ondt i låret” og så blive hjemme på sofaen. Men det er ikke nemt at blive på sofaen, hvis du mærker efter og indprenter dig den glædesrus, du får efter træningen. Når jeg husker mig selv på, hvilken glæde der ligger som belønning og venter, så giver det mig så meget energi, at jeg slet ikke kan komme hurtigt nok af sted. Selv på de dage, hvor jeg i mit sygdomsforløb har haft det allerdårligst, har jeg dyrket motion og bagefter fået det bedre. Desuden virker det på rigtig mange af de mennesker, som jeg coacher, at lave en aftale med sofaen om, at de først må lægge sig i den, når motionen er overstået.


Læs også: Sådan kommer du afsted til træning