Det sker der i kroppen, når du danser
SPONSORERET indhold

Forbrænd kalorier, boost humøret + 5 andre fordele ved at danse

Flottere holdning, bedre balance og højere humør. Der er faktisk ikke noget grimt at sige om det, dans gør ved din krop. Læs selv med her.

Af:: Christina Bølling
15. aug. 2017 | Sundhed | ALT for damerne

Balance og koordination
Dans forbedrer både din balance og din koordination, men ikke alle danseformer gør det lige godt. For eksempel kræver argentinsk tango, der både involverer spark og rotationer omkring torso, at du kan holde balancen, så du ikke vælter, mens forskellige former for gruppedans træner dine koordinationsevner.

Forbrænding
Dans kan virkelig få dig til at forbrænde kalorier, men hvor mange afhænger selvfølgelig af intensiteten. For eksempel skulle en kvinde på omkring de 68 kg forbrænde cirka 430 kalorier i timen, når hun danser ballet, mens salsa, de hurtige standard danse og disco sniger sig op på næsten 400 kalorier i timen. Desuden har dans den fordel, at det af mange opleves som sjovt samtidig.

LÆS OGSÅ: Dét sker der i kroppen, når du har spist for meget

Muskler
Når du danser involveres de største muskelgrupper i din krop. Særligt udvalgt er dog dine ben og ballemuskler, men også hofterne, din nedre ryg og mave, får en tur. Musklerne omkring din rygsøjle bliver også trænet, da du skal holde din ryg rank.

Holdning
Fordi du får trænet musklerne i ryggen, får du også gerne en flottere holdning, når du danser regelmæssigt. Ligesom du måske også vil bemærke, at eventuelle rygsmerter aftager, i takt med at din ryg bliver stærkere, og du får flere muskler.

Samhørighed
Dans bringer folk sammen. På mere end en måde. Forskning viser, at dine spejlneuroner aktiveres, når du ser nogle danse. Det vil sige, at du bliver smittet af det humør, den, der danser, udtrykker. På den måde smitter følelser gennem dans og skaber samtidig empati.

Vild med at danse? Så tilmeld dig Alt for damernes danseevent Dans dig glad her

Mentalt helbred
Undersøgelser har vist, at når det gælder fysisk udfoldelse, så kan dans noget helt særligt, når det kommer til at mindske angst. Forskere har for eksempel sat patienter med angst til at bruge en time på hver af følgende fire aktiviteter: En times moderne dans, en træningstime, en musiktime og en matematiktime. Kun dansetimen reducerede angsten signifikant. Og dans kan muligvis også lindre depression. Et koreansk studie har vist, at 12 ugers danseterapi (ja, det findes – også i Danmark!) gjorde, at teenagere med depression fik det bedre. Da svenske forskere undersøgte, hvordan ugentlige dansetimer påvirkede teenagepiger med smerter i ryg og nakke, stress, angst og depression, fandt de ud af, at de piger, der havde gået til dans, fik det bedre mentalt og blev i bedre humør. Og effekten holdt helt op til otte måneder efter den sidste dansetime.

Kilder: Psychologytoday.com, Pubmed.com, Livestrong.com og Prevention.com

LÆS OGSÅ: Dét sker i kroppen, når du spiser kulhydrater

LÆS OGSÅ PÅ EUROWOMAN.DK: Det sker der helt præcist i din krop, når du spiser sukker 

LÆS OGSÅ PÅ FITLIVING.DK: Hvad sker der i din krop, når du løber?