Yvonne Koné
SPONSORERET indhold

Designer: ”jeg elsker rugbrød og mayonnaise”

Designer Yvonne Koné respekterer sin krop, hvad enten den har brug for hvile, trænger til sund mad eller nægter at løbe. Læs her om hendes sunde uge.

Af:: Jo Brand
05. maj. 2013 | Sundhed | ALT for damerne

MANDAG: Jeg har været syg i ti dage med feber og hoste, og sygdommen sidder stadigvæk i kroppen, så jeg ligger hele dagen på sofaen. Når jeg er syg, respekterer jeg det 100 procent. Jeg har kørt i et højt gear på det seneste, derfor er det også vigtigt at få slappet af og sovet nu. Jeg lytter generelt meget til min krop og dens behov – også når det kommer til mad og motion.

TIRSDAG: Jeg er rask og starter morgenen med hot yoga hos Senses på Vesterbro i
København. Bagefter tager jeg hjem i vores lejlighed, hvor jeg har kontor, og spiser havregrød med frugt og mandler. Senere på dagen spiser jeg rugbrødsmadder. Jeg elsker rugbrød med pålæg og mayonnaise. Jeg spiser fuldstændig, hvad jeg har lyst til, hvilket ikke er noget problem, for dybest set kan jeg bedst lide frugt og grøntsager.

ONSDAG: Dagen starter med lidt luksus: Jeg spiser en omelet til morgenmad, og senere får jeg en ansigtsbehandling i klinikken Amazing Space. Sammen med yoga er en ansigtsbehandling noget af det, der virker mest afstressende på mig. Senere på dagen får jeg leveret varer, som skal sendes ud igen, og det kræver fysisk arbejde til ud på aftenen for min kollega og jeg.

LÆS OGSÅ: Sådan holder du fast i en sund livsstil

TORSDAG: Morgenen begynder med hjemmebagte boller. Min mand laver dejen dagen i forvejen, og så plasker han den ud på en bageplade, når han vågner – det lyder overskudsagtigt, men det tager ingen tid, og det er så hyggeligt at vågne op til duften af nybagte boller. Senere på dagen er der møde på kontoret, hvor vi får grøn te, nødder og økologisk chokolade. Udover mayonnaise er chokolade min eneste last.

FREDAG: Min kollega og jeg pakker varer. Og så er det ved at være weekend, hvor jeg altid prøver at holde fri. Hos os er fredag aften blevet en familieaften, som er næsten hellig, og hvor vi sørger for lige at få pustet ud. Vi spiser stort set altid hjemmelavede burgere – jeg godt lide rutinen, hvor vi ved præcis, hvad der skal ske, selvom vi normalt er ret ustrukturerede i familien.

LØRDAG: Om formiddagen er jeg igen til hot yoga, hvor jeg sveder igennem og får pulsen op. Yoga er den eneste form for motion, jeg dyrker. Jeg har prøvet at løbe og træne i fitnesscenter, men jeg synes det er for brutalt – det dunker og bumler i hele kroppen. Men yoga er noget, jeg ser frem til. Og jeg tror, at man skal lytte til, hvad kroppen vil og kan lide.

SØNDAG: Vi spiser sen morgenmad. Senere kommer nogle venner tilfældigt forbi, og vi ender med at være ni børn og voksne. Jeg er en ret dårlig vært, så serverer ikke andet end te. Til gengæld er jeg afslappet, jeg render rundt i underbukser, hvilket også bliver bemærket af gæsterne, men jeg elsker det og gør det altid, når jeg kan komme til det.

LÆS OGSÅ: Ida Krak: Sådan får du mest ud af din træning