Angelina Jolie Pitt deler sine overvejelser omkring fjernelsen af hendes æggestokke
SPONSORERET indhold

Angelina Jolie om at få fjernet æggestokkene: Du ved, hvad du lever for

Angelina Jolie Pitt havde en meget høj risiko for at udvikle den sjældne sygdom; kræft i æggestokkene.

Af:: Amalie Nebelong Foto: Alamy
25. mar. 2015 | Sundhed | ALT for damerne

Dårlige gener går ikke nødvendigvis i arv, men ofte gør de. Forleden fortalte skuespillerinden Angelina Jolie Pitt i dagbogsform New York Times om sin nyligt overståede operation, hvor hun fik fjernet begge sine æggestokke. Den anerkendte skuespiller, og hustru til Brad Pitt, fik tilbage i 2013 fjernet sine bryster pga. brystkræft, men har nu fået fjernet æggestokkene også som en forebyggende instans.

"Jeg gik igennem, hvad jeg forestiller mig, at tusinder af andre kvinder har følt. Jeg fortalte mig selv, at jeg skulle forblive rolig, stærk og at jeg ikke havde nogen grund til at tænke, at jeg ikke ville leve til at se mine børn vokse op og møde mine børnebørn," skriver Angelina Jolie om at tage beslutningen om operationen og fortsætter:

"Jeg ringede til min mand i Frankrig, som tog et fly efter få timer. Den smukke ting ved den slags øjeblikke i ens liv er, at der er så meget klarhed. Du ved, hvad du lever for, og hvad der betyder noget."

I New York Times fortæller hun desuden, at både hendes mor, mormor og moster døde af kræft, grundet en arvelig fejl i BRCA1-genet, der øger risikoen for enten bryst- eller æggestokkræft kolosalt. Samtidig fortæller Angelina Jolie Pitt til avisen, at en nylig blodprøve fra viste tegn på, at hun også havde samme genfejl. Og dette resultat fik hende til at handle hurtigt.

Har arvet den fra sin mor
Når man som kvinde læser Angelina Jolie Pitts dagbog, kan man ikke lade være med at tænke, at det kunne være en selv. For når en så kendt kvinde udtaler sig om noget så privat, lytter vi almindeligt dødelige ekstra godt efter. Men ifølge professor i arvelige kræftsygdomme, Anne-Marie Gerdes, er det ikke en almindelig kræftform, der har ramt hollywoodstjernen. Så hun anbefaler ikke, at vi som kvinder i flok tænker i forebyggende operationer.

- Hendes kræftform er ikke den almindelige kræftform, men den arvelige kræftform for æggestok- og brystkræft. Det er kun en lille del af dem, der får bryst- eller æggestokkræft, hvor det er arveligt betinget. Vi går ikke ud og anbefaler forebyggende operationer til alle kvinder, for det er kun ved dem, der har fået påvist en genfejl, at der er en ekstra høj risiko for kræft. Eller dem, der ud fra stamtræ har en meget høj risiko. Angelina Jolie Pitt har arvet en fejl i det gen, der hedder BRCA1. Den fejl har hun arvet fra sin mor, som fik æggestokkræft i en ung alder, siger Anne-Marie Gerdes.

Ifølge Anne-Marie Gerdes har man, hvis man har en fejl i BRCA1-genet, en meget høj risiko for at få brystkræft – eller/og også æggestokkræft. Det er også derfor, at Angelina Jolie Pitt har valgt at blive opereret som en forebyggende instans, inden det kunne have udviklet sig til kræft. Det bakkes op af amerikanske kræfteksperter på Nytimes.com.

- Herhjemme anbefaler vi, at man, når man er omkring de 40 år og har fejl i BRCA1-genet i den nære familie, får fjernet sine æggestokke forebyggende, fordi man ikke kan være sikker på, at man kommer til kontrol og fanger sygdommen tidligt nok, siger Anne-Marie Gerdes.

Få underlivet fjernet
Men kan der ikke være en fare for, at kvinder går i panik og bare får fjernet "det hele" for at være på den sikre side?

- Dem, der får tilbudt en forebyggende operation, har været igennem genetisk rådgivning. Det er jo ikke sådan, at bare fordi man har en generel bekymring, så kan man komme ind og få fjernet underlivet. Det vil altid være sådan, at man går til sin læge og snakker om det, og så vil man blive henvist til genetisk rådgivning, hvis der er noget i den nærmeste familie. Derefter vil vi vurdere ved stamtræsanalyse og genetiske tests, om kvinden har en risiko. Og hvis hun har det, så er det en operation, vi snakker med hende om, hvis hun har den rigtige alder osv., siger Anne-Marie Gerdes.

Anne-Marie Gerdes ville være meget ked af, hvis alle kvinder pludselig blev meget bekymrede og ønskede at få underlivet fjernet. For som hun siger, er det altså kun omkring 1-2 procent af danske kvinder, der får æggestokkræft. Hvorimod hvis man har en fejl i BRCA1-genet, er der 50 procents risiko for at udvikle kræften.

Kendis-formidling, der virker
Det må uden tvivl være traumatisk at gennemgå det, som Angelina Jolie Pitt har været igennem. Og det må føles som det eneste rigtige at gøre alt, hvad man overhovedet kan for at sikre sig selv. Men hvorfor vælger hun at dele noget så privat med offentligheden?

Lene Bull Christiansen er forsker i celebrities ved RUC og mener langt fra, at det er tilfældigt fra stjernens side:

- Dagbogen i NY Times er jo en fortsættelse af hendes tidligere åbenhed omkring de øvrige operationer, hun har fået foretaget. Hun har selv gjort opmærksom på, at hun betragter det som et forsøg på at højne bevidstheden omkring det at blive testet. Og faktisk er denne type kendis-formidling noget af det, der beviseligt virker. F.eks. har tv-værten Katie Couric påvirket antallet af amerikanere, der bliver testet for forskellige kræftformer, ved at lade sig teste på live-tv. Så det er en veletableret og effektiv form for kendis-fortalervirksomhed, siger Lene Bull Christiansen.

Men er der ligefrem bagtanker bag, at Angelina Jolie Pitt går ud og fortæller om sin operation netop nu?

- De bagtanker, der kan være med dette, er dels forbundet med, at hun selv ønsker at styre, hvordan informationer omkring hendes helbred kommer ud til offentligheden. Ved selv at skrive indgående og åbent om det, styrer hun mediernes interesse for det. Det gælder også, hvordan sagen hænger sammen med hendes kendis-brand: Hun er i højere og højere grad begyndt at brande sig via humanitære sager, og dette ligger klart i tråd med hendes øvrige brand, slutter Lene Bull Christiansen.

Du kan læse hele Angelina Jolie Pitts dagbog her.

LÆS OGSÅ: Jeg holder mig fra sol, røg og stress

LÆS OGSÅ: Arvelig brystkræft: Operation eller ej

LÆS OGSÅ: Angelina: Mine børn skal ikke miste mig til brystkræft