Jeg var den der forlod, efter flere år, hvor jeg gentagne gange, havde prøvet at redde mit ægteskab. Desværre var jeg gift med en mand, hvis job var vigtigere end børnene og jeg.Vi talte ikke sammen til sidst, det var forfærdeligt.
Pludselig stødte jeg ind i en anden......ham bor jeg nu, to år efter min skilsmisse, sammen med. Børnene er kommet på plads, min ex er ved at komme det, og jeg er smask hamrende forelsket i ham jeg fandt, dengang for to år siden. Jeg havde gjort DET HELE igen, selvom tiden lige efter var svær for os alle! VI HAR KUN ÉT LIV!!!

For 4 år siden var jeg lidt i den omvendte verden - det var nemlig mig der traf beslutningen om at gå fra min mand. Jeg vil tillade mig at sige, at selvom jeg ikke blev svigtet, ikke følte mig forladt m.v. som der blíver skrevet om, så var det jo alligevel en kæmpe sorg. De store spørgsmål som I sidder med efter at være blevet forladt, tænkte jeg inden jeg valgte at fortælle min mand, at jeg ville skilles. 
Det var en kæmpe sorg at acceptere at ægteskabet ikke længere var det, det var en gang. Et kæmpe spørgsmål, hvor følelserne var blevet af. En kæmpe sorg, at forholde sig til at skulle undvære børnene, gøre min mand ked af det. Jeg græd tusindvis af tårer, forstod ikke hvad der skete med mig, med min familie. Jeg følte den største og vildeste skam over at kunne byde min mand og mine børn, ikke længere at prioritere ægteskabet. 

MEN ingen kan blive sammen unden følelser, det har ingen fortjent, så derfor blev jeg nødt til at tage beslutningen om skilsmissen.

Jeg tror på, at dem der tager beslutningen gennemlever en stor del af sorgen, inden skilsmissen er en realitet, hvorimod den der bliver forladt først starter sorgprocessen i skilsmisserealitetens øjeblik. Uanset hvornår sorgen indtræder skal den bearbejdes. 

Spørgsmålet er så, hvordan sorgen bearbejdes, hvor længe man lader den fylde osv. Jeg valgte at droppe alt skyld og skam. Valgte at se positivt på livet - også når savnet af mine børn er for stort. Jeg arbejder altid på at undgå offerrollen, og dermed føler jeg, at jeg tager ansvar for mit eget liv og min egen lykke. DET er trods alt ikke nogen andres ansvar, hverken eks'en eller nogle andres.

Husk, at lade det gøre ondt. Fortræng ikke sorgen og smerten, men læg også mærke til de små lyspunkt der er undervejs.Kh Mette

Jeg har lidt forsinket læst artiklen af Maise Njor, jeg er lige blevet skilt efter at have været gift for anden gang med den sammee mand! ja jeg ved godt at man ikke kan det, men han var den eneste jeg har elsket, men jeg sidder nu i DK efter mange år i udlandet, venner og familie undgår mig, kun min yngste bror og hans svigermor er der 100% og hele tiden, jeg fik næsten intet med, det kan man ikke på tværs af Europa med mindre man er milionær, så jeg har kun de mest dyrebare ting med mig og en enorm smerte, hvorfor skulle han giftes med mig for anden gang hvis det ikke var det han ville?? tårene har fast plads på min kind, håber at det med årene bliver mindre, altså smerten, men tusinde tak for din artikel, den hjalp lidt på de ubesvarede spørgsmål...

Tak til Maise fordi du er så befriende ærlig! Har lige læst "Charlie Hotel Oscar Kilo", hvor man følger dig i tiden lige før din skilsmisse, hvor du føler dig som en yoyo, og beskriver hvor frustrende det er, at ens familieliv vakler. Hvor svært det er at tale med andre, idet de fleste vinkler ens ord udfra, hvor de selv er i deres liv. Jeg kan 100 % identificere mig med dig,- rart at der bliver sat ord på ens tanker. Da jeg lukkede bogen tænkte jeg, hvad nu, hvordan gik det dig. Det gør ondt at se dig så ked af det, men du har et overlevelses gen humoren. Selvironien og din evne til at spasse lidt ud er herlig, og gi´r os andre et liv højere til loftet. Din sidste sætning i artiklen fik mig til at vågne lidt op. Ja, man skal prøve igen. Tak Maise:) 

Tak til Majse...fordi du skrev denne artikel. Den gav mig en god følelse...og bekræftede mange af mine tanker. Min mand gennem 11 år forlod mig og 2 børn for 5 mdr. siden. Gnisten var væk, sagde han pludselig en aften...meeen han havde jo selvfølgelig fundet en anden. Løgnen var det værste og svigtet...det at skulle læse deres sms'er...14 dage efter... gjorde vildt ondt. Nu gør det mest ondt at skulle undvære børnene...og at se deres sorg over den iturevne familie...som ellers var så tryg. Vil hade ham resten af mit liv...for det han har gjort mod vores børn. Jeg vælger at bliver klogere og stærkere....og glimtvis lykkelig.

Sanne. Godt skrevet af Majse Njor. Det er jo præcis sådan jeg selv har det. Men jeg synes også at det næsten er som et dødsfald, der er bare ikke nogen men noget der er dødt. Det gør så vanvitigt ondt og jeg ved ikke hvordan man kommer videre. Jeg synes også at det er som om folk undgår mig, som om jeg smitter! Lige nu tænker jeg som Majse: måske ender det hele med, at jeg bliver klogere og stærkere..eller sindsyg.

Efter næsten 5 år, hvoraf de første 3 var lykkelige ud over alle grænser, er jeg netop blevet forladt af den mand jeg elsker. Jeg har til det sidste håbet vi havde en chance for at finde det vi havde, igen, men har måttet erkende, at det er definitvt slut. Han siger det ikke har noget med mig at gøre, at han stadig elsker mig, men ikke længere på samme måde og har derfor indledt et nyt forhold, til en noget yngre kvinde, som han agter at få børn med.
Lige nu gør det bare så ondt og jeg ved ikke hvordan jeg kommer videre i mit liv. Egentlig kunne jeg godt se at vi var ved at glide fra hinanden, men troede, at hvis vi bere begge gjorde en indsats, ville alt blive godt igen. 
Min første mand, som jeg havde et langt ægteskab med,døde. Da jeg efter at have møde flere mænd, som alligevel ikke var det jeg søgte, og fandt den store kærlighed i min mand nr. 2, var jeg sikker på at det ville være forever - men - kun for mig. Selv om han også sagde at det var for altid, havde han aldrig tidligere været i et forhold mere end 4 - 5 år, så for ham er det et mønster der nok ikke lige kan brydes. Jeg har sagt til ham: Hvad så efter 4 år og I måske har et eller 2 børn, bliver du så træt igen ? Han er så naiv at han tror børn binder et par sammen, men ofte kan det næsten være omvendt, da man så får en mængde pligter, ansvar m.v., der ikke levner megen tid til at være kærester.
Jeg slikker mine sår, og håber på at blive glad igen, måske finde en mand, jeg bedre kan stole på.
Michelle  

til pia123456: jeg var sikker på at det var mig, der blev beskrevet.. desværre er vi vist mange i samme båd.
Og ja, når vi ikke får svar, så er det svært at komme videre. Men det skal vi..og det kommer vi også.Til Majse Njor: du er vidunderlig og tak fordi du er så ærlig. Du åbner også mine øjne for hvad der kan være årsagen - jeg tror du har ret i at mænd i 40erne er passet i hoved og r.. og dermed ikke har lært at tage ansvar selv - beskrivelsen passer i hvert fald glimrende på den mand jeg for lidt siden var gift med, men som jeg nu ikke kender mere...

Jeg troede jeg var den eneste som havde oplevet det, men nej... i ugens oplæg var der en der havde prøvet det samme - gad vide om det er mig der har skrevet det!!!!!!!!!!!????? 
den afmagt der kommer, at man er uelsket...hvornår så jeg det sket???? havde vi nok i alt andet end os??? 
Vi kvinder vil have svar på alt, men når der ingen svar kommer eller det bare er forbi, "for sådan er det bare" , er det svært at komme videre... jeg vil vide hvad jeg gjorde forkert, om han har en anden... Vide ALT
Så sidder man i lejlighed alt er nyt for det er synd at børnene skal "hjem" til ingenting, men jeg sidder i en lejlighed hvor ALT er nyt...det er ikke mit hjem..... hvor lang tid skal der gå inden man føler noget for alle de ting???? Og den tid alene hvor ungerne er hos faren... HVOR bliver der tænk... men man KAN ikke eje et andet menneske selvom man stadig elsker dette menneske....

Jeg har meget svært ved at føle tillid igen efter jeg blev forladt.
Jeg er typen der knytter mig meget dybt. Jeg har så svært ved at forstå at jeg var SÅ nem at erstatte med en anden, efter alle de stor ord, kærlighedserklæringer og alt det vi havde været igennem sammen.

Nogle gange frygter jeg at jeg ikke tør komme helt tæt på en mand igen. Ved ikke om jeg orker smerten ved måske at blive svigtet igen eller bare at leve i frygten for det. 

Men ensomheden gør også ondt.....