ANNE LINNET OM SIN FAR

Peder Linnet-Jepsen

Overlæge i kirurgi

Født: 1921    Død: 1979

– Min far var vildt begavet og god og mild. Jeg har avisartikler, som beretter om en bestemt episode, hvor han som ung natlæge åbnede luftrør og brysthule på en livløs kvinde i ambulancen, stak et rør ind og reddede hendes liv. Jeg kendte ikke historien som barn, men husker en dame, der kom hver jul med en blomst til os. Det har jo så været hende.

– Så for mig var min far en helt. Opdragelse er jo ikke bare, at man siger til sine børn, „du må ikke det og det“. Det er jo, hvordan man er. De ting, man selv siger og de holdninger, man har. Eksemplets magt er jo det største. I min opvækst kunne jeg se, at min far var dybt engageret. Når han havde opereret og kom træt hjem ved 18-tiden fra hospitalet, spiste han, lagde sig en time, skrev så lidt på undervisningen til universitetet, og ved 22-tiden gik han tit over på hospitalet igen for at se til sine patienter, holde hånd og snakke lidt. Og så skrev han videre til kl. 2 om natten.

– I det daglige var han nok ikke en familiefar, som man i dag ser mange unge fædre være. Men han engagerede sig så meget, han overhovedet kunne, i mig og mine tre brødre.

– Det fedeste i verden var at komme hjem fra byen i weekenderne ved 2-tiden, hvor han stadig sad og skrev. Så gik jeg ind på hans kontor og faldt ned i stolen overfor ham, og så snakkede vi. „Hva’ så Fatter, gi’r du en drink?“, spurgte jeg, og så gik vi ind i det blå anretterværelse og tog os en drink – gin tonic eller gin og lime. Vi snakkede om alt mellem himmel og jord, og der har jeg sgu også fået min såkaldte opdragelse fra.

– Jeg tror også, at der er en genetisk ting – nogle bånd mellem far og datter og mellem mor og søn. Jeg tror, naturen er sådan indrettet, at en pige ligner sin far af sind indvendigt og måske sin mor udvendigt, og en dreng ligner sin mor indvendigt og måske sin far af ydre. Super genialt lavet af naturen, hvis det genetisk forholder sig sådan, for det gør jo, at kønnene bliver afhængige af hinanden.

– Uden at tænke over det, har jeg altid forstået min fars sind, for vi var jo bare ens. Jeg var vildt betaget af min mor, fordi hun var så flagrende og let og oppe-på-bordene-agtig. Jeg har da sikkert også noget fra hende, men grundlæggende er mit sind som hans – roligt og stabilt, lidt som en klippe. Min far var helt vild med min mor og elskede hende højt. Og den fascination han havde af hende, kunne jeg jo også godt forstå.

– Desværre døde han allerede som 58-årig. Præcis den alder, jeg har nu. Han fik en blodprop i hjertet. Det var så forfærdeligt. Jeg var ude at spille med Shit & Chanel. Et sted i Jylland på en lille kro. Og da jeg ringede hjem om eftermiddagen, var det ham, der tog telefonen. Han plejede at komme hjem tidligst ved 18-tiden, så det var meget mærkeligt, at han var taget hjem fra hospitalet. Normalt gad min far ikke at tale i telefon, men den dag gav han sig vældig god tid. Han sagde, at han bare havde været utilpas og trængte til at sove lidt. Vi spillede, det blev sent, og jeg gik i seng på mit hotel og blev så banket op midt om natten med besked om, at min far var blevet indlagt. Så jeg kørte hjem med det samme i natten. Tre dage sad vi – min mor, mine brødre og jeg – ved hans seng på Amtssygehuset i Århus, hvor sygeplejerskerne gik rundt og græd over at deres „Jeppe“, der lå der. Det var sgu hårdt.

– Om mandagen tænkte jeg, at jeg ikke havde set mine to unger i tre dage og selv ville køre dem i vuggestue og børnehave. Og i den ene time, jeg var væk, døde han. I lang, lang tid bagefter var jeg selvfølgelig fuld af skyldfølelse. Jeg var sikker på, at han ikke ville være død, hvis jeg havde været der, men måske tillod han sig at give slip, fordi jeg ikke var der!

– Det var alt, alt for tidligt, og vores familie blev smadret af det. Jeg havde ægtemand, familie og godt gang i karrieren, men jeg savnede den der back-up. Det var virkelig svært, at hele familien var så mærket af det. Der var så mange, man følte, man skulle tage sig af mentalt, og man havde måske ikke så meget tid til selv at bearbejde savnet. Sådan er det jo tit ved dødsfald – at rigtig mange går ned med flaget, og dem, der har kræfterne til det, tager sig af de andre. Hvilket er fint, men der er også nogen, der skal tage sig af dem, der tilsyneladende er stærke.

– I dag savner jeg allermest at sidde og samtale med min far. Få et godt råd, vende en sag og blive klædt på til at mærke efter, for typisk ville han ende med at sige, „det er jo et valg, og det kan være svært at træffe, og det skal jeg ikke tage for dig, men du må prøve at mærke efter, hvad der føles rigtigt at gøre“.