Linda har sovet uroligt det sidste halve år. Hun har det, som om nogen har halet betrækket af hende, så hun lige straks står dér med alle sine nervebaner og sit nuancerede væsen blottet for hele verden. En følelse, der er „skidenervepirrende“, når man normalt gemmer sig bag karakterer som den dybt alkoholiserede Ditte, der „kraftedeme ikke maaagter noget“ og den uhumske psykopat Winnie på prøveløsladelse. Faktisk er det Linda selv, der har besluttet af hale betrækket af sig selv i sit nye onewomanshow for at vise, hvad der egentlig gemmer sig under det usympatiske og fandenivoldske image, hun har fået i offentligheden. Et image, der efterhånden har slået rødder.

Som mange andre er jeg naivt røget med begge ben i fordomsfælden, og inden vi mødes, har jeg en fornemmelse af, at interviewet med Linda P. bliver sådan lidt… op ad bakke. På Mount Everest-måden. Forestiller mig, hvordan hun vil slå buer uden om spørgsmålene, skyder med skarpt og i det hele taget skider interviewet et stykke. Enøjet og farligt forudindtaget af mig.

Hun måler mig venligt med øjnene, griber min hånd i et par velvillige ryk og undskylder, at hun kommer ti minutter for sent. Alt forladt. Jeg har hørt, at hun engang kom to timer for sent – til sit eget pressemøde. Hun ser godt ud. Frisk, interesseret og lidt genert, faktisk. Napper et stort glas vand og fortæller, at hun lige har været ude at løbe 10 kilometer. Slam. Slam. Slam. Fordommene slagtes én for én, og efter en time forstår jeg, at jeg havde taget fejl af Linda P. Sådan helt fejl.